lørdag, februar 20, 2010

Hemmeligheden bag de turkisblå isbjerge

Min kære svigerfar Helge har spurgt, hvad der gør isen turkisblå på de billeder, der tidligere er lagt ud på bloggen? Det korte svar er: Mangel på luft.


NUUK: De flager af is og isbjerge, som driver i vandet ud for Nuuks kyster, er løsrevne klumper af indlandsisen. Indlandsisen ligger inde i det enorme hvide område, som er midt i Grønland, når du ser landet på et kort. Langs kysterne er der grønt og brunt – men midt inde i landet er der hvidt og atter hvidt.

Her bor ingen mennesker og er ingen vegetation på grund af kulden. Men til gengæld er der masser af is og sne.

fredag, februar 12, 2010

Et fotoalbum - så smukt at øjnene falder ud

For et par måneder siden var DR's politisk ukorrekte 'perlevenner' i Grønland. En af deres kommentarer var, at her er så smukt at øjnene falder ud. Her har jeg samlet en håndfuld billeder, der understøtter den påstand.


Efter ugevis med alt for varme temperaturer er isbjergene begyndt at smelte. Et par hundrede meter fra min vakantboliger ophober de afbrækkede og smeltende isflager sig. Det er ret smukt. Billedet nedenfor er også taget der.

lørdag, februar 06, 2010

Grønlands vagabonder

Ligesom vagabonder har fjeldgængere forladt venner og familie og vendt ryggen til det moderne liv. Alligevel adskiller dette mystiske folkefærd sig på flere punkter fra de lirekassespillende vagabonder på de danske landeveje.

NUUK: En vagabond, forestiller jeg mig, er en godmodig mand med æblerøde kinder iført en slidt kaptajnsjakke med masser emblemer og pinds hæftet på brystlommen. Og en aflagt six pence på hovedet. Gerne ledsaget af en sød duft af for meget alkohol. Og let vejrende fra side til side bag en klingende lirekasse på et kræmmermarked eller i en baggård i København.

Mens jeg har dette klare - omend stereotype - billede af, hvordan en vagabond ser ud, er jeg næsten blank, når det drejer sig om fjeldgængere. Jeg forestiller mig dem klædt i skind fra top til tå, med kraftig skægvækst, skærende tænder og et vildt blik i øjnene. Og så gemmer de sig væk ude i fjeldene.

Mere er der ikke.

Nuvel, jeg har heller aldrig set en fjeldgænger. Men når jeg taler med grønlændere har de heller aldrig set en. Tilgengæld kan de fortælle masser af anekdoter om dette mystiske folkefærd.