Kigger man rundt på gæsterne i baren Daddys i Godthåb Bryghus, ser man ved selvsyn, hvor sammensat befolkningen er i Nuuk. Blogindlægget er 1. afsnit ud af 2.
Mine næsebor opfanger det med det samme. Og jeg kan også mærke det i øjnene. I det øjeblik jeg træder ind ad døren til Daddys, står det klart, at jeg er 4.000 kilometer væk fra rygeforbuddet i Danmark.
Røgen hænger i tykke slør i luften. Pulset ud af stærk tobak købt til ualmindeligt dyre priser. Her er gennemsnitslønnen væsentligt lavere end i Danmark, og 20 smøger koster mindst 68 kroner. Alligevel lykkedes det klientellet at skrabe penge nok sammen til cigaretter. Så hellere sulte.
Lokalet er aflangt og selve baren står langs en af de lange sider med front mod indgangen. Musikken er folkelig med stort F. Ofte Gasolin. ”Langebro”, ”Køb bananer” og ”Kvinde min”. En aften hørte jeg ”Rabalderstræde” brage ud af højtalerne fire gange i løbet af et par timer. ”For der er sprut i stride strømme, og damerne går aldrig hjeeeeeeem”, lød det.
Opslag
