Hverdagen i Nuuk

Læs hvilket indtryk Jannik har af hverdagen i Nuuk efter godt to uger i byen. Indlægget er det første, hvor læserne har bestemt, hvad emnet skal være via en afstemning øverst til højre på bloggen.

Kælke og snescootere står utålmodigt foran flere huse her i Nuuk. De virker som forvarsler om, hvad der på vej. Ligesom Noahs ark venter de blot på, at nedbøren fra oven skal løfte dem op fra jorden, så de kan transportere deres ejere ned ad kælkebakker eller rundt i byen.

Synet af Store Malene, fjeldet Ukkusissat, ved siden af byen virker også som et timeglas, der tæller ned til den vinter, som står foran os. Langsomt, men sikkert, bevæger grænsen mellem fjeldets hvide top og de brune og grå klippesider sig nedad. Næsten dag for dag. På et tidspunkt bliver gaderne og husene dænget til med sne – og så kan jeg ikke gå til arbejde og må i stedet køre med bus nummer 2 fra min bolig i Nuussuaq.

I disse rammer udspiller min hverdag sig. Umiddelbart er den ikke meget anderledes end i Danmark: Jeg står op, går på arbejde, taler med kolleger og kilder, går til redaktionsmøder, handler ind, laver mad, læser en bog eller ser fjernsyn og går derefter i seng. Ikke den store forskel. Men det føles stadig som om jeg er på feriekoloni. Alting er endnu meget nyt og spændende. Derfor er der også en hverdag, som udspiller sig omkring mig. Og som jeg endnu ikke helt føler mig som en del af.

Mig, en kolonialist

Nuuk er Grønlands hovedstad, men er ikke større end en middelstor dansk provinsby. Her bor cirka 16.000 indbyggere. Selv om omgivelserne utvivlsomt er meget eksotiske, betyder det ikke, at Danmark er fjern og langt væk. Tværtimod.

Danmark er allestedsnærværende. Her i hovedstaden ligger Selvstyrets centraladministration. Så der er rigtig mange danskere. Og langt de fleste grønlændere slår automatisk over i flydende dansk, når de ser, at jeg er dansker.

Jeg føler mig af og til som repræsentant for en gammel kolonimagt. Et levn fra fortiden og minde om undertrykkelsen af den grønlandske befolkning. Og det er jeg vel også. Bortset fra de folkevalgte, er vi danskere overrepræsenterede i de ledende stillinger med de højeste lønninger. Det gælder både inden for erhvervslivet og bureaukratiet. Til gengæld har jeg kun set to danskere ansat i serviceerhvervet. En buschauffør og en bartender.

Folk som mig får også en gratis bolig indtil en permanent adresse står ledig. I mit tilfælde betyder det, at jeg ikke skal betale husleje det første års tid. Ordningen er åbenlyst uretfærdig og er heldigvis ved at blive ændret af Landsstyret (svarer til Grønlands regering). Der er nemlig tyve års (!) ventetid på en ganske almindelig lejebolig. Og det er altså koldt at være hjemløs i Grønland om vinteren.

Ubarberede mænd i overalls

Vi danskere tænker nærmest automatisk på sociale problemer, når snakken går om Grønland. Og de er her da også. Ønsker man de forestillinger bekræftet, kan man blot gå ned til midtbyen - også kaldet ”Downtown Nuuk” - og se de ubarberede mænd i overalls, der hver dag sælger dvd-film og andre ejendele på medbragte papkasser foran Brugsen. Og kigger man ind i opgangene i betonblokkene ved siden af, er der masser af graffiti på væggene.

Men faktisk er de sociale problemer langt fra så synlige i gadebilledet, som jeg havde forestillet mig. Nuvel, af og til dukker det frem i sprækkerne. Men i Danmark har vi jo også alkoholikere på gadehjørnerne og grafitti i trappeopgangene. Så hvis de sociale problemer her i Nuuk er så store, som vi går rundt og forestiller os i Danmark, er det i hvert fald tankevækkende, hvor lidt man bemærker dem til daglig.

To sprog

Især én ting adskiller sig fra hverdagen i Danmark: Alting foregår dobbeltsproget. Artiklerne i aviserne er formuleret på to sprog. Helt konkret er der to versioner af samme artikel på siderne, én på grønlandsk og én på dansk. Debatterne i Landstinget transmitteres live i fjernsynet på grønlandsk, og i radioen bliver de samme debatter oversat til dansk. Så kan alle være med. Vores radioaviser bliver også sendt på begge sprog, ligesom alle offentlige og kommunale hjemmesider og reklamerne, der hver mandag dumper ind i postkassen, er tekstet på to sprog. Én på grønlandsk og én på dansk.

Mine medborgere elsker biler. Selv om der i alt kun er omkring 50 kilometer asfalterede veje i Nuuk, er trafikken tæt på to tidspunkter af døgnet: Om morgenen, når børnene kører i skole med skolebussen og de voksne til job i deres biler - og sidst på eftermiddagen, når trafikken har vendt sig om, og de alle sammen skal hjem igen. Vejene fører ikke ud af Nuuk, men er forbundet til hinanden. Nærmest i et otte-tal, der omfavner lufthavnen i den ene ende og Downtown Nuuk i den anden. Så busserne kører i cirkulation, ligesom bybusserne i det indre København. Det er endnu ikke lykkedes mig at finde en køreplan, men bus nummer 2 kører hvert kvarter. Så det er ikke noget problem.

Boblebad med udsigt til fjeldet

Jeg har allerede forelsket mig pladask i byens svømmehal, Malik. Den ligger ti minutters gang fra mit hjem og har udsigt til Store Malene, fjeldet. Indenfor er der redskaber ved bassinkanten, som man kan motionere med. F.eks. ved at cykle på pedaler under vandet og bruge væskens modstandskraft til at træne musklerne. Det er smart! I et hjørne af det store bassin er der boblebad. Og når man ligger i vandet, kan man nyde udsigten af Store Malene, fordi hele fronten af den side bygningen, der vender ud mod fjeldet, er én stor glasfacade. Her kan man så ligge i de varme bølger og se mørket sænke sig udenfor. Over fjorden, lystbådehavnen og fjeldet. Helt fantastisk.

Hverdagen i Nuuk indeholder naturligvis mange andre ting, som jeg desværre ikke har plads til at få med. For eksempel ”Brædtet” - et marked, hvor de grønlandske fangere sælger fisk, moskusokser og rensdyrkød i portioner af ét kilo til billige penge. De er naturligvis også en del af hverdagen. Ligesom de seje teenagere med hip hop-kasketter eller gotisk tøjstil, der modbeviser, at grønlændere udelukkende er små smilende inuitter i nationaldragter. De er også en del af hverdagen.

Jeg er også en del af hverdagen – og så alligevel ikke 100 procent. Først og fremmest fordi jeg er nødt til at indrette mig efter de fire timers tidsforskel til Danmark. Ellers er det ikke muligt at Skype med Rikke. For når hun går på arbejde er klokken fire om morgenen i Nuuk, og når jeg kommer hjem fra redaktionen er klokken 21:00 i Danmark.

Men også fordi alting endnu er så nyt og spændende. Så jeg ser stadigvæk på hverdagen igennem alt for danske briller.