På druk i Godthåb Bryghus - I

Kigger man rundt på gæsterne i baren Daddys i Godthåb Bryghus, ser man ved selvsyn, hvor sammensat befolkningen er i Nuuk. Blogindlægget er 1. afsnit ud af 2.

Mine næsebor opfanger det med det samme. Og jeg kan også mærke det i øjnene. I det øjeblik jeg træder ind ad døren til Daddys, står det klart, at jeg er 4.000 kilometer væk fra rygeforbuddet i Danmark.

Røgen hænger i tykke slør i luften. Pulset ud af stærk tobak købt til ualmindeligt dyre priser. Her er gennemsnitslønnen væsentligt lavere end i Danmark, og 20 smøger koster mindst 68 kroner. Alligevel lykkedes det klientellet at skrabe penge nok sammen til cigaretter. Så hellere sulte.

Lokalet er aflangt og selve baren står langs en af de lange sider med front mod indgangen. Musikken er folkelig med stort F. Ofte Gasolin. ”Langebro”, ”Køb bananer” og ”Kvinde min”. En aften hørte jeg ”Rabalderstræde” brage ud af højtalerne fire gange i løbet af et par timer. ”For der er sprut i stride strømme, og damerne går aldrig hjeeeeeeem”, lød det.

Daddys
Beværtningen er et socialt akvarium - kigger man rundt på gæsterne, ser man ved selvsyn, hvor sammensat befolkningen rent faktisk er i den grønlandske hovedstad. Her møder man alle slags mennesker: Diskoglade unge, lokale drukkenbolte, billardhajer, turister, kunstnere, politikere, fangere og løsarbejdere fra hele verden.

Det er altid en oplevelse at gæste baren. Første gang jeg gjorde det, føltes det som at træde ind i en western salon. Eller i en meget skummel bar i filmen Star Wars, hvor galaksernes mest forskelligartede væsener hang ud. Hvert et øjeblik ventede jeg på, at en eller anden bargæst skulle plaffe sin sidemand med en pistol, som var gemt væk under bordet.

Sådan har jeg det stadigvæk. Men nu synes jeg, det er sejt.

Baren

Foran bardisken står typisk håndværkere og anden importeret arbejdskraft i flokke og drikker bajere i overalls og med olie i ansigterne. Skulder ved skulder. Og med høje stemmer og store armbevægelser. Især når unge kvinder går forbi.

Ved siden af håndværkerne klynger en lokal drukkenbolt sig gerne fast med fingrene til bardisken for at holde sig oprejst. Der er typisk et par stykker, som har påbegyndt festen meget tidligere end os andre. Og som bartenderen flere gange fortæller, at de ikke må sove i baren. Indtil dørmanden venligt, men bestemt, eskorterer dem ud.

Sofaerne

Til venstre for baren står mørkebrune lædersofaer langs væggene og i hjørnerne med træborde foran. Disse pladser indtages gerne af turister, som har spist middag i den restaurant, som hører til Godthåb Bryghus. Eller også placerer de lokale sig her for at sludre, imens røgen står op i søjler fra askebægerne på bordene.

De unge kommer dog først sent. Efter sigende fordi det er billigere at drikke hjemme. Først når klokken passerer to om natten, begynder de lokale unge at dukke op. Og hvis ikke de sidder i sofaerne, render de frem og tilbage og hilser højlydt og omfavnende på hinanden med glade stemmer.

Billardbordene
Til højre for baren er billardbordene. Jeg har endnu ikke set nogen spille pool. Det er næsten kun mænd, som spiller billard, og når jeg selv gør det, går jeg i en stor bue udenom det første bord, hvor billardhajerne holder til. De nærmest ejer bordet. Her skifter penge hænder, når keglerne er blevet væltet tilstrækkeligt mange gange på det grønne klæde.

Og med mine evner har jeg ikke råd til at spille ved det bord.

Tre beværtninger under ét tag
Udover Daddys er der to andre beværtninger i bygningen. Der er fri passage imellem de tre beværtninger, så man kan gå frem og tilbage imellem dem uden at skulle gå udenfor i kulden.

Når køkkenet lukker i restauranten – Godthåb Bryghus – omdannes lokalet til en bar med live-musik. Østeuropæiske musikere spiller gerne elektrisk guitarrock og popballader akkompagneret af et saftigt keyboard. På et tidspunkt sang et par unge thailandske piger også fra scenen til lyden af et karaoke-anlæg. Indtil de fandt ud af, at lønnen var bedre som rengøringsassistenter i Hotel Hans Egede.

Manhatten Nightclub
I kælderetagen under bygningen ligger diskoteket Manhatten Nightclub. Det er med vilje, jeg kalder det for et diskotek. Og ikke for et dansested eller en klub. Nej, Manhatten Nightclub er et diskotek.

Et stort dansegulv lyses op i midten af rummet fra spots og laserlys i loftet. Store højtalere sørger for musikken. Og der er høje borde, som man kun kan stå ved. Ellers er rummet mørkt med små kroge, hvori der kan kissemisses, uden at det vækker for meget opmærksomhed.

Manhatten Nightclub er de unges sted. Pigerne tropper op i fuld krigsmaling, fyrene har gnister i øjnene, og alle er tydeligvis klædt på til at blive set. Så der er langt til håndværkerne i overalls og med olie på kinderne i baren ovenpå.

Måske er det derfor jeg foretrækker at drikke mine øl i Daddys. I det sociale akvarium, hvor der er plads til lidt af hvert :-) 

---

I mit næste blogindlæg fortæller jeg om nogle af de spændende skæbner, jeg har mødt under mine drukture i Godthåb Bryghus.