Offer for censur

Ved grænsen fra Vietnam til Kina fik vi konfiskeret vores guidebog. Belært af erfaringerne fra Halong Bay lykkedes det os at manøvrere uden om alskens turistfælder på egen hånd. Uden at miste vores medmenneskelighed. 

KUNMING/GUILIN: Hvis blikke ku' dræbe, havde kinøjseren ikke en kinamands chance for at overleve. Tolderen havde just konfiskeret vores Lonely Planet-guidebog ved grænseovergangen fra Vietnam, og Rikkes øjne lynede som flammer fra gabet på en kinesisk drage.

Bogen indeholder nyttige fif og informationer. Blandt andet hvordan vi kommer fra busstationen i Kunming ind til selve byen uden at havne i alskens turistfælder. Uden at kunne et ord kinesisk besluttede Rikke sig derfor for at skabe lidt drama. 

Men hendes store bedende øjne og dybe, dybe suk fik ikke den uniformerede mands hjerte til at smelte. Tværtimod. Med en afvisende hånd blev han ved med at vifte os i retning af udgangen, imens bogen lå lokkende på et bord blot et par meter fra os. 

Det tog mig et par timer at overbevise Rikke om, at tolderen bare gjorde sit arbejde. At det ikke var ham personligt, som ville os det ondt. I guidebogen havde der faktisk stået, at vagterne kunne finde på at konfiskere bogen. 

Selvstændigt Taiwan

Hvorfor vi ikke måtte få guidebogen med over grænsen? Jo, i bogen er der et kort, hvor Taiwan er illustreret som selvstændigt. Og en eller anden højtrangerende kineser ved denne grænseovergang mener, at Taiwan er kinesisk. 

Censuren gælder kun ved denne grænseovergang: Vi havde ingen problemer med at få bogen ind i Kina fra Mongoliet, og dagen efter, vi fik den konfiskeret, lykkedes det os at købe den samme guidebog i Kunming. 

Da vi køber bogen næste dag, kan vi ikke lade være med at tænke, at grænsevagten har transporteret en palle konfiskerede guidebøger til boghandlen for at sælge dem på ny. Så det i virkeligheden er vores egen bog, vi køber igen. En god forretning. 

Snakkesalig thailænder 

Rejsen fra grænsen til Kunming var på plads. Vores bekymringer gik mere på, hvad vi skulle gøre, når vi ankom til byen, sent samme aften? 

I bussen henvendte en ung meget snakkesalig thailænder sig til os. Han sad på sædet bag os og pralede diskret med, at han kunne kinesisk, og at han havde fået lov til at få sin thailandske guidebog med over grænsen. Så det virkede som en god ide at alliere os med ham. 

Han var på rundrejse med sin 52-årige mor. Senere opdagede vi, at kortene i hans guidebog var tegnet i hånden, ligesom hans kinesiske ordforråd også efterlod meget tilbage at ønske. 

Velkommen til Kunming

På busstationen var der mørkt, og her insisterede taxachaufførerne på kun at køre os for dyre overpriser. De stod skulder ved skulder og grinte af vores ønske om, at de skulle køre efter taxameter. Belært af erfaringerne fra Halong Bay undlod vi at tage imod det første og bedste tilbud.   

Vi gik 100 meter hen ad vejen og prajede en taxa, som kom kørende med lysende lygter fra en indfaldsvej. Med et tikkende taxameter ankom vi tyve minutter senere til et hotel. Alle værelser optaget. På den igen. 

"Hello Kitty"

Receptionisten gav os anvisninger til et andet hotel - en kæmpe kolos af en bygning med priser langt over vores budget. Og endnu længere over budgettet hos det thailandske par, som vi havde fået med på slæb. 

Vi havde råd til at overnatte der, men vi nænnede ikke at efterlade vores thailandske rejsefælder. Især udseendet af den 52-årige mor til fem, iført en lyserød "Hello Kitty"-bluse med pailletter fik os til at tænke, at de ikke kunne klare sig alene. 

Hurra

Portneren i det dyre hotel pegede os i retning af et andet hotel i nærheden. Klokken var ved at blive mange. For at komme hurtigere frem, bar jeg den thailandske kvindes taske, imens hun trak sin kuffert med rullehjul over asfalten.

På hotellet var der plads. Og de havde endda også en sovesal, hvor thailænderne kunne overnatte til billige penge. Hurraa!

Vi besluttede os for at fejre vores bedrifter ved at spise aftensmad sammen med vores thailandske følgesvende. Jeg havde ikke spist hele dagen og set frem til et stort måltid, men det måtte vente til dagen efter: 

- Mine erfaringer siger mig, at man kan spise allerbilligst i de små gaderestauranter. Der kan man spise for fem yuan (svarer til cirka 5 kroner, red.), sagde den unge thailandske mand.  

Festmåltidet blev nok den stærkeste omgang nudler, der nogensinde får lov til at hærge vores smagsløg. Til gengæld var sengene bløde og rare.

Og toilettet havde endda kumme :-)

Ugen der gik

Her er vi ankommet til Yangshua, hvor vi lejede cykler og så på det smukke landskab. Togturen fra Kunming gik overraskende godt. Vi skulle dele kupe med et ældre kinesisk ægtepar og havde frygtet, at de ville spytte og harke hele natten. Men det blev der slet ikke noget af :-)

Landsskabet omkring Yangshua minder lidt om Ninh Binh eller Halong Bay (bare uden vand). Høje klipper tårner sig op alle vegne. Læg dertil smukke gule rismarker, små landsbyer med tandløse kinesere og græssende køer og bøfler.

Selve Yangshua er en slags kinesisk form for Calella med masser af høj musik, neonlygter og pågående gadesælgere. Så dagen efter cykelturen tog vi bussen til Pin An, hvor vi havde en enkelt overnatning.

Pin An er del af et stort turistområde, der ligger op ad en bjergside. Byen ligger højt oppe i bjergene og har masser af terrasser. Desværre var risene netop blevet høstet, da vi ankom, så terasserne så lidt golde ud.

Dagen brugte vi på at trekke langs nogle afmærkede stier på bjergsiden.

Pin An er en helt anden by om aftenen, fordi turistbusserne forlader stedet ved 15-tiden. Herefter slapper de lokale mere af. I dagtimerne har de travlt med at bære turisternes bagage i flettede kurve, eller turisterne selv i bambusstole. Lidt bizart at se store, overvægtige vesterlændinge blive båret op ad bjergene af to spinkle kinesere. 

Om aftenen fandt vi en hyggelig cafe, hvor vi spiste og spillede kort. Billedet ovenfor er taget fra denne café.