Dødsangst i Vietnam

I nattens mulm og mørke kørte vi igennem en oversvømmet provins. Og det satte gang i tankerne om vores tåbelige død.

HUE/NINH BINH: Som store hanelefanter på march tøffer køretøjerne i konvoj gennem vandmasserne. Vi er i bus på vej til Ninh Binh og skal passere det centrale Vietnam, der er ramt af voldsomme oversvømmelser.

Regnen har silet tung og tæt de seneste dage. De store masser vand driver nu ned ad bjergene, men strømmen i det sydkinesiske hav går mod land, hvilket får floderne til at flyde over. En hel provins er oversvømmet.

Vand så langt øjet rækker. Det er hvad jeg ser: Brunt, mudret vand. Uden for bussen er der sort nat, men en gang imellem lyser et lyn himlen op som et stroboskoplys. Som om Gud foreviger øjeblikket ved at tage et billede med blitz.

Bare så vi ikke glemmer det.

20 omkommet

Vi vidste godt, at der ventede os en "oplevelse". Dagen før blev vores bus aflyst på grund af oversvømmelserne. "20 buspassagerer druknet i Vietnam", stod der på eb.dk, da vi forlod Hue. Men busselskabet turde godt køre af sted i aften. Og de har vel styr på, hvad de foretager sig, ikke?

Tidligere denne aften viste fjernsynet billeder af de hærgede områder. En af den slags "breaking news," hvor live-reporteren står i vand til livet og febrilsk peger ned på vandet som dokumentation.

På det tidspunkt regnede jeg mig frem til, at vi ville passere de oversvømmede områder ved 1-tiden om natten. Nærmest på klokkeslettet begyndte vandet at komme.

Mens jeg sidder i bussen og kigger ud af vinduet, forestiller jeg mig en avisnotis, der fortæller, at to danskere er druknet i Vietnam, selv om deres bus var blevet aflyst dagen før, og medierne havde advaret om oversvømmelserne. Læste jeg den notits, ville jeg tænke: - Hold da kæft, hvor dum har man lov til at være? Så har de sgu' da selv bedt om det!

Lige nu er Rikke og jeg de to mennesker. Dem folk ryster på hovedet af, når de læser notitsen.

Nu er du bange!

Luften sitrer og giver et smæld. Et glimt lyser det hele op. Jeg når ikke en gang at tælle til 'en kasse bajer', før der lyder et brag. Nogle brædder rammer jorden udenfor. Lynet slog ned lige ved siden af os, men det venter jeg med at fortælle Rikke til dagen efter.

Hun har et godt sovehjerte, men er lysvågen. Rikke har måttet skifte sæde to gange, fordi det dryppede ned fra taget de andre steder. Ligesom jeg kigger hun ud på det brune vand, der mindst når en halv meter op ad siden på bussen. Til at begynde med dækkede vandet kun halvdelen af keglerne ved siden af vejen. Lige nu kan vi kun se toppen af dem stikke op enkelte steder.

Bushammeren, som bruges til at smadre ruden, hvis man akut skal ud af bussen, mangler i begge sider af køretøjet. Det har jeg registreret. Jeg har også besluttet, hvilke ting vi skal have med os ud af bussen.

Jeg forestiller mig bussen tippe rundt, ligesom eb.dk skrev, det var gået til dagen før, da 20 buspassagerer druknede i samme område.

Med mine bare fødder vil jeg sparke ruden ud og heroisk skubbe Rikke ud først, selv drukne og efterlade mig et flot eftermæle. En god død. I hvert fald bedre end at blive kørt ned af en Skoda på Vesterbro. Det her er mere eksotisk.

Rikke og jeg havde hæftet os ved, at vi skulle køre med en moderne bus, mens den bus, der tippede dagen før, var en lokal bus. Jeg ved ikke, hvad vi havde forestillet os: At bussen havde oppustelige gummibåde gemt ved siden af bagagerummet?

En lille trøst er det dog, at vi kører i konvoj med lastbiler og andre busser. Så kan de jo komme os til hjælp, hvis bussen skulle tippe.

Tomme huse

Midt i al min hybris opdager jeg de mange tomme huse langs vejen. Andre har det værre end os. Mens vi glæder os til at komme væk, glæder andre sig til at komme tilbage og genopbygge deres hjem.

Et par kilometer længere henne af vejen står et halvt hundrede redningsarbejdere i brune regnslag omgivet af biler med blinklys på taget. Et tegn på at vi er ved at have passeret de oversvømmede områder. Men det ved jeg ikke endnu. Lige nu kan jeg kun se vand på den anden side af ruden. Bussen skaber striber i vandet ligesom en færge.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om der et eller andet sted under al vandet, under hjulene på bussen er en vej?

Nu sover Rikke. Jeg glæder mig over, at vi hovedsagligt skal køre med tog eller flyve resten af rejsen.

Snart sover jeg også. Kilometer for kilometer falder vandstanden lige så stille uden for bussen. Der bliver alligevel ikke brug for, at jeg sparker mine fødder til blods i nat. Avisnotitsen om vores tåbelige død er også aflyst.

Det er nu meget rart at tænke på.

Ugen der gik

Mandag tog vi på køretur i området omkring Hue. Det var fedt!

Vi fandt en smut strand, men bølgerne var for store til vi turde hoppe i (guidebogen har advaret!).

Tirsdag hyrede vi en guide og cyklede rundt i smukke Ninh Binh.  

Her ses tre vandbøfler, som ligger og svaler sig i et vandhul.

Efter at have gået 461 trin (Rikke talte) op til et tempel, blev vi belønnet med denne udsigt.

Nedenunder kan I se os drikke lokalbrygget fadøl på åben gade i Hanoi. Vi havde kun otte timer i byen, fordi vi skulle videre med tog til Sapa samme aften.

Torsdag morgen ankom vi til Sapa. Om eftermiddagen hyrede vi et par motorcykler (med chauffører!!!) og kørte hen til et vandfald og et udsigtspunkt.

Fredag tog vi på en to dages trekkingtur med en guide. Det hende den lille nedenunder. At vandre i Sapa er ligesom at vade rundt i et postkort: Alting er bare så smukt. 

Der hvor vi spiste aftensmad og overnattede, bød familien på risvin. Jeg blev så fuld, at Rikke måtte bære mig i seng og klæde mig af. Klokken 20. Hun er sgu' en tålmodig tøs :-)