Verden på hovedet

Man bliver helt rundtosset af at slentre rundt i Beijings gader. Ikke fordi vores hoveder vender nedad her på den anden side af jordkloden, men mere på grund af kinøjsernes normer.

Den Himmelske Fredsplads den aften vi ankom.

BEIJING: Set igennem mine danske briller præger især menneskelige kropsvæsker gadebilledet i den kinesiske hovedstad.

Kinøjserne harker højlydt på livet løs, når de går på gaden. Spyt, snot og andet slam hentes så langt tilbage i halsen, at vi næsten kan høre deres drøbler klaske hårdt imod indersiden af kraniet. Haark! Man kan ikke gå et minut på gaden uden at høre lyden af en grøntharker i sin vorden.

Og det gælder ikke kun mænd: Unge og ældre kvinder holder sig heller ikke tilbage med at snotte på fortorvene.

Dertil kommer, at babyer tisser og skider på gaden. Faktisk sker det så ofte, at de små kinøjsere har særlige bukser, hvor der er klippet en lodret åbning i skridtet, så foraldrene kan holde dem løftet i luften, imens afføringen klatter ned på brostenene.

En ganske smart måde at spare på bleudgifterne, men næppe noget der ville gå på Strøget i København.

På størrelse med Belgien

Den danske hovedstad er lille, mikro, bitte i sammenligning med Beijing. Regnes forstæderne med, dækker byen et areal på størrelse med Belgien. Altså landet Belgien. En gigantisk by, hvor der er mennesker allevegne.

Hvor stor Beijing rent faktisk er, så vi med vores egne øjne den første dag, da vi lejede cykler og jokkede rundt i otte-ni timer. På kortet så afstandene ikke så store ud, men da vi endelige trådte i pedalerne, var der meget længere, end vi havde forventet.

Midt i Beijing ligger en sø. Selv om vandet er mega forurenet, svømmer mænd rundt i den.

Vi cyklede ud til det olympiske stadion, hvor en ældre mænd fløj med drager. Det var meget smog'et den dag. 

I øvrigt dejligt at se en fremmed by på den måde. Man kan virkelig komme omkring på en cykel, uden at være tvunget til at døje med pågående gadesælgere, og man behøver heller ikke at bekymre sig om lommetyve.

En sammensat by

Beijing er en meget sammensat by. Især centrum omkring Den Himmelske Freds Plads og Den Forbudte By er sminket op som et eksempel på, hvordan kineserne gerne vil have, at landet bliver præsenteret over for turister og omverdenen.

I nærheden og i samme ånd rækker enorme skyskrabere sig mod himlen som et symbol på det moderne Kina, der buldrer frem i den finansielle verden.

Kigger man imellem disse kæmper af glas løber små hyggelige Hutonger på gadeplan. Disse stræder er levn fra det gamle Kina: Luften er tyk af "Stinky Tofu", kinesisk opera brager ud af butikkerne og overalt kan der købes karameliserede frugter på træpinde.

Her bliver der handlet, spillet kort og serveret mad på en måde, som man synes at have gjort siden tidernes morgen.

Kommunistisk kapitalisme

Kina forstår måske sig selv som kommunistisk, men gadehandlen er en ekstrem og aggressiv form for kapitalisme. Her hiver og råber alle af hinanden for at sælge - i mine øjne mest ubrugeligt bras, nips og tingel tangel.

Ikke alle tilbud giver helt mening. For eksempel tabte Rikke mælet, da hun kiggede på nogle natursten, som kan bruges som smykker. Prisen på stenene var hvad-der-svarer til 1200 kroner stykket. Meget dyrt i betragtning af, hvad tingene eller koster hernede.

Da ekspedienten hørte vores forargelse råbte hun et eller andet på kinesisk og viste et skilt. Her stod der, at stenen var sat ned med 90 procent (!).

Hvordan den prismærknings-politik giver mening, har jeg endnu ikke fattet. Vi forlod i hvert fald butikken i forvirret tilstand.

Kinesisk opera

En aften var vi inde at se kinesisk opera. Kunstarten er IKKE ligesom traditionel opera, fordi der også indgår en masse teater og kampkunst i forestillingen.

ALT foregår på kinesisk. Det var vi turister ikke just forberedt på. Ved siden af vores bord dejsede to aldre mænd i søvn, imens en ung kvinde sad med åben mund og snorkede foran dem.

Midt i anden akt blev det tilsyneladende for meget: Halvdelen af publikum udvandrede (den del, der ikke var kinesere), imens skuespillerne plaprede løs på kinesisk oppe på scenen.

Rikke og jeg blev siddende (omend Rikke flere gange sendte mig bønfaldende øjne om at vi også skulle gå). Da forestillingen var forbi, havde den engelsksprogede tekst på to store skærme en lidt uheldig formulering:

"Thank you for STAYING with us" stod der.

Overnatning på muren

Det lykkedes os at finde et hostel, der kørte i en stor bue uden om de mest turistede steder og i stedet for parkerede ved en mennesketom afkrog af muren. Her var der et tårn, som skærmede den værste vind væk, hvori fem telte var slået op, så vi kunne overnatte der.

Vi var i alt seks personer på turen: En nordmand, en russer, to ukrainere og så Rikke og mig.

Turen indbefattede en cirka 10 kilometer lang gåtur på muren. Herfra kunne vi nyde udsigten over bjerge, hvor rester af muren snøde sig igennem landsskabet som en slange. Man føler sig meget ydmyg og lille.

Om aftenen sad vi i tårnet og drak dåseøl og en lokal "The Great Wall"-vin (som smagte sært) kun med lys fra lommelygter og tændte cigaretter.

Tidligt næste morgen så vi dagens allerførste solstråler ramme muren fra oven. Det er sådan et øjeblik vi ikke glemmer foreløbig.

Pågående kinesere

Russeren, Anastacia, bekræftede i ovrigt vores teori om, at russerne er mere hjalpsomme, når de har fri, end når de er på arbejde. Ifølge hende er det en kulturel arv fra USSR-tiden, hvor folk blev tildelt et arbejde fra centralt hold.

På det punkt er kineserne nærmest en kontrast til russerne: De er så ivrige for at sælge en et-eller-andet, at man er nødt til at ignorere dem eller være ubehøvlet for at slippe af med dem.

Hvis jeg en dag skal åbne en virksomhed vil jeg have et personale, der er gensplejset af russere og kinesere. Så kan det ikke gå helt galt :-)