Grønland er nok mest kendt for at være julemandens hjemland. Men hvor de fleste danskere griner højlydt og hovedrystende, når udlændinge nævner Den Lille Havfrue - så knytter der sig en særlig stolthed over julemanden her i Grønland.
NUUK: Hos Grønlands Radioavis bragte vi en dag historien om, at den islandske julemand beroligede landets børn om, at han nok skulle komme ud med julegaver, selv om landets økonomi er knækket itu på grund af alt for risikovillige pengeinstitutter og finanskrise.
Som et kuriosum valgte oplæseren af den danske udgave af udsendelsen afslutningsvist at sige, at det ikke havde været muligt at få en kommentar fra den rigtige julemand. Altså ham her i Grønland. Sådan blev det ikke i den grønlandske udgave.
Her nægtede oplæseren at bruge udtrykket den islandske julemand. For der fandtes kun én julemand – og han boede her i Grønland. Punktum! Så det blev i stedet den grønlandske julemand som beroligede de islandske børn i den grønlandske udgave af udsendelsen.
Orange julestjerner
Stemningen er langt mere juleagtig her end i regnvejrsgrå Danmark. Mest af alt fordi der er sne. En overvældende mængde lyskæder hænger også heroppe over gaderne og rundt omkring på altaner og i dørpartier i julemåneden. Men modsat i Danmark er der en vis ensrettethed over julebelysningen her i Nuuk.
Orange julestjerner hænger i massevis rundt omkring i vinduerne. Den samme type julestjerne og med samme glødende skær. Vindue efter vindue. Både i private hjem og erhvervsbygninger. Selv min arbejdsplads – KNR – har disse elektrisk oplyste julestjerner hængende i alle ruderne.
Især om aftenen, når himlen er sort, er julestjernerne synlige. Da lyser de op over hele byen som orange pupiller i husenes vinduer.
De orange julestjerner er så udbredte, at sælgeren af en lejlighed, som en af mine kolleger fornylig købte, højlydt pralede med, at stikkontakten er særligt installeret til at kunne trække en ekstraordinær stor mængde strøm – så man dermed kunne hænge et kæmpe eksemplar af de orange julestjerner op i vinduerne til naboernes store misundelse.
Jehovas vidner
Hvorfor de samme julestjerner hænger i vinduerne over hele byen, har jeg kun fundet et svar på via en bemærkning fra en grønlandsk kollega. Hun rådede mig til også at investere i et eksemplar og hænge den op i vinduet i min vakantbolig: ”Ellers tror folk jo, at du er jehovas vidne”, grinte hun.
Jeg kom til at fortælle om min kollegas kommentar til venneparret Anja og Mads, som flyttede hertil samtidig med mig. Og pling!: Ved mit næste besøg hang der julestjerner i deres vinduer. Både i soveværelset og stuen. Forbipasserende skal i hvert fald ikke skulle tro, at de er jehovas vidner.
Jeg selv nægter at hænge en julestjerne op i min vakantbolig. Basta! Så må de forbipasserende tro på, hvad de vil. Jehovas vidner eller julemanden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar