Viser opslag med etiketten kultur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kultur. Vis alle opslag

lørdag, februar 06, 2010

Grønlands vagabonder

Ligesom vagabonder har fjeldgængere forladt venner og familie og vendt ryggen til det moderne liv. Alligevel adskiller dette mystiske folkefærd sig på flere punkter fra de lirekassespillende vagabonder på de danske landeveje.

NUUK: En vagabond, forestiller jeg mig, er en godmodig mand med æblerøde kinder iført en slidt kaptajnsjakke med masser emblemer og pinds hæftet på brystlommen. Og en aflagt six pence på hovedet. Gerne ledsaget af en sød duft af for meget alkohol. Og let vejrende fra side til side bag en klingende lirekasse på et kræmmermarked eller i en baggård i København.

Mens jeg har dette klare - omend stereotype - billede af, hvordan en vagabond ser ud, er jeg næsten blank, når det drejer sig om fjeldgængere. Jeg forestiller mig dem klædt i skind fra top til tå, med kraftig skægvækst, skærende tænder og et vildt blik i øjnene. Og så gemmer de sig væk ude i fjeldene.

Mere er der ikke.

Nuvel, jeg har heller aldrig set en fjeldgænger. Men når jeg taler med grønlændere har de heller aldrig set en. Tilgengæld kan de fortælle masser af anekdoter om dette mystiske folkefærd.

søndag, december 13, 2009

Jehovas vidne i julemandens hjemland

Grønland er nok mest kendt for at være julemandens hjemland. Men hvor de fleste danskere griner højlydt og hovedrystende, når udlændinge nævner Den Lille Havfrue - så knytter der sig en særlig stolthed over julemanden her i Grønland.

NUUK: Hos Grønlands Radioavis bragte vi en dag historien om, at den islandske julemand beroligede landets børn om, at han nok skulle komme ud med julegaver, selv om landets økonomi er knækket itu på grund af alt for risikovillige pengeinstitutter og finanskrise.

Som et kuriosum valgte oplæseren af den danske udgave af udsendelsen afslutningsvist at sige, at det ikke havde været muligt at få en kommentar fra den rigtige julemand. Altså ham her i Grønland. Sådan blev det ikke i den grønlandske udgave.

onsdag, november 25, 2009

Spøgelser i arkivet

På en sen aftenvagt fortæller en kollega mig, at det spøger i redaktionens arkiv. Kollegaen ved, hvad hun taler om. Indtil for nyligt var hendes egen bopæl nemlig hjemsøgt.

NUUK: Jeg har verdens modigste kollega. Hun tror på spøgelser – men er ikke bange for dem. Dørene knirker på mystisk vis i hendes hjem, hvor hendes hund kan finde på at gø uden grund. Og hun har oplevet knive dratte ned fra bordet af sig selv og stå lodret op i luften fra køkkengulvet. Spøgelserne er alle vegne - selv i arkivet ved siden af redaktionen, røber min kollega.

Spøgelseshistorier er i høj kurs på disse kanter af verden. Et populært, men nu forhenværende tv-program for unge ved navn ”Den røde sofa” havde altid spøgelseshistorier med i udsendelsen. Og min kollegas voksne datter ringer nogle gange for høre sin mor læse spøgelsesfortællinger op fra bøger.