Til kaffemik med iturevne bukser

Sørg altid for at have ordentligt tøj på, hvis du bliver inviteret til kaffemik i Nuuk. For du ved aldrig, hvem du støder på.

Lidt forbløffet, ydmyget og ekstremt pinligt berørt. Det er søndag eftermiddag, og jeg er til kaffemik i en af Spøgelsesbyens etagelejligheder. Sidder i en sofa med en lun kop kaffe i hånden og sukkersød lagkage står lokkende på en tallerken foran mig. Men jeg er frosset. Taget på fersk gerning. Nogen har stoppet filmen.

Jeg kan hverken bevæge mig eller sige en lyd. Kan kun mærke en let brise på mit venstre inderlår.

På den anden side af det firkantede sofabord sidder Grønlands vicestatsminister, Demokraternes Jens B. Frederiksen. Han er tidligere politibetjent og er flyttet til Nuuk fra Maniitsoq. Det har han just fortalt mig, efter jeg har stillet så mange spørgsmål, at mit link til selskabet – min svigerindes mor Elisa – er blevet helt forlegen på Jens B. Frederiksens vegne.

Det er dog ikke dét, som nager mig. Det er mere brisen på mit venstre inderlår.

Iturevne bukser

På vej hen til Spøgelsesbyen foreslog Elisa og hendes mand Aqqalu, at vi tog en smutvej. Spøgelsesbyen ligger oppe på en høj (i Danmark ville vi nok kalde det for et bjerg, men det siger nok mere om Danmark end højden op til Spøgelsesbyen), og en vej buer sig snørklet fra min vakantbolig og hen til den etagelejlighed, hvor vi skal til kaffemik.

Den stejle klippe eller høj med Spøgelsesbyen i baggrunden. 

I stedet for at gå langs den lange snoede vej vil Aqqalu og Elisa krydse ind over et bevokset område og kravle op ad klipperne til toppen, hvor Spøgelsesbyen ligger.

På trods af at begge min kravlekammerater er et par årtier ældre, er de meget hurtigere end mig. Satans. Jeg halter bagud. Der ligger is flere steder. Og jeg frygter at glide og tumle ned ad klipperne.

På et tidspunkt står Elisa og Aqqalu og hepper på mig´: ”Kom så Jannik, du kan godt”. Der føles pludseligt meget langt til flade Danmark. Men jeg fatter mod og skræver i et stort skridt ind over et stykke imellem to klippeafsatser til lyden af et ritsj! Der revnede mine nye cowboybukser i skridtet.

Klædt af

Jeg bander hele vejen op til etagelejlighederne. Fandens også at skulle møde nye mennesker med iturevne bukser, tænker jeg.

Og hvad sker der: Til kaffemikken sidder Jens B. Frederiksen - en politiker jeg har interviewet adskillige gange. Men altid over telefonen, så jeg har endnu ikke haft lejlighed til at tale mere uformelt med ham. Før nu.

Mens vi sidder og snakker i sofaerne over for hinanden, tænker jeg, at jeg hellere må kommentere mine iturevne bukser. Bare for en sikkerheds skyld, så det ikke virker bizart. Jeg plejer jo ikke at have hul ved skridtet.

- Nå, jeg tænkte ellers, det var så dejlig betryggende, når man kan se farven på journalistens underbukser, replicerede Jens B. Frederiksen. Og derfor sidder jeg og føler mig klædt af.

Bogstaveligt talt.

Kaffemik

Selve kaffemikken er ellers hyggelig. Det ligger næsten i konceptet: En kaffemik er en blanding af et åbent hus-arrangement og eftermiddagskaffe. Anledningen er typisk fødselsdage, bortset fra at gæsterne ikke behøver at have en direkte relation til fødselaren.

Næ nej, hvis bare du kender en af fødselarens forældre - eller en af forældrenes venner, som jeg gjorde i dette tilfælde – og ankommer sammen med dem, så tager værterne glædeligt imod dig.

Kaffemikken adskiller sig også fra danske fødselsdagsfester, ved at gæsterne ikke sidder til bords samtidigt. Gæsterne kan bare droppe ind, når det passer dem, i løbet af et bestemt tidsrum, typisk på en 6-8 timer. Og det gør gæsterne så.

Jeg har været til kaffemik, hvor op mod 10 forskellige slags kager (!) var sat op på rækker på et langt bord i stuen. Lagkager, tørkager, chokoladekager, frugtkager, ostekager og masser af småkager. Så kunne gæsterne bare tage for sig.

Jeg har også været til kaffemik, hvor spisningen foregik ved rotation. Først siger gæsterne tillykke til fødselaren, afleverer gaven og hænger overtøjet i entreen. Så bliver de gelejdet ud i køkkenet, hvor masser af varm mad står klar på et bord. Rensdyr, lam, skinke, flødekartofler og en lille smule salat.

Bagefter går turen ind til stuen, hvor tonsvis af kager er stablet op på sofabordet ved siden af termokander med kaffe og kakao.

Helt systematisk roterer gæsterne således fra entreen, til køkkenet, til stuen. Og derefter er det farvel.

Revanchen

Jens B. Frederiksen og jeg er på sidste heat af kaffemikken: Vi sidder i stuen med alle kagerne linet op på sofabordet. På trods af min søde tand ænser jeg ikke kagerne. Det eneste jeg registrerer er den milde brise mod mit venstre inderlår fra hullet i bukserne.

Men ligesom jeg et par timer forinden trodsede min egen frygt og tog skridtet imellem de to klippeafsatser, så fatter jeg mod og slynger en kæk bemærkning tilbage til politikeren:

- Jamen, det skal jeg da sige til mine kolleger på KNR. Så til næste valgkamp møder hele hoben af journalister op kun iført underbukser.

Bemærkningen lapper naturligvis ikke hullet i mine bukser. Men Jens B. Frederiksen kommenterer aldrig mere farven på mine underbukser.

Og jeg registrerer ikke længere den milde brise på mit venstre inderlår :-)

PS: Elisa, du mangler stadigvæk at sy bukserne, som du har lovet!