Rensdyrlorte dårlige undskyldninger

Læs hvordan det gik, da Jannik tog på rensdyrjagt med to kolleger i Præstefjorden. I den sidste ende lykkedes det at nedlægge noget - men dog ikke noget de er stolte af.

Pust, gisp og støn! 200-300 meter længere oppe ad den stejle skråning venter Mikkel og Asger tålmodigt på mig med hver deres riffel. Mikkel er min redaktør hos Grønlands Radioavis, og Asger er gift med vores webredaktør. Vi har været tidligt oppe og er i Asgers båd sejlet ud til Præstefjorden for at plaffe rensdyr.

Fjorden ligger cirka to timers sejlads fra Nuuk. En gul sol skinner. Himlen er lyseblå med hvide streger. Og der er store grå sten og rødbrune buske hele vejen op ad skråningen. Enorme plamager af mos ligger som skræl på appelsiner over klipperne. Den regn, der er faldet tidligere på ugen, risler ad dybe furer fra toppen af fjeldet ned til fjorden, hvor Asgers båd ligger til anker. Flere steder er furerne spejlblanke som alufolie, fordi den flydende væske er frosset til en hård overflade. Det knaser også under støvlerne, når vi træder i de frosne buske. Små blåbærplanter titter frem hist og her.

Jeg kan kun se de to andre i frøperspektiv. De er tydeligvis mere garvede end mig til at færdes i det vilde terræn. Så jeg er med det samme sakket bagud. Suk!

Da jeg endeligt når op til dem, forsøger jeg at vise overskud ved at sige: ”Nå, har I set nogle rensdyr?”. Begge prøver at bevare et smil i øjnene, men noget er galt. ”Nej,” hvisker Asger. Man taler åbenbart ikke særlig højt, når man er på jagt. Og hvis ikke jeg allerede havde skræmt eventuelle rensdyr væk med min pusten og stønnen op ad skråningen, havde jeg altså gjort det med min frisk-fyr-bemærkning.

Rensdyrlorte

På denne årstid lægger sne og is sig på toppen af fjeldene. Det får rensdyrene til at trække ned til varmere temperaturer. Af samme årsag valfarter næste led i fødekæden – os mennesker – ud på fjeldene for at skyde de lækre bæster. Hvis vi ellers kan finde dem.

Der er tilsyneladende ikke noget mere motiverende for en jagt end at finde dyrenes afføring. Hver gang vi finder rensdyrlorte, moser Asger dem mellem fingrene. Langsomt og eftertænksomt bliver de små sorte kugler mast flade. Hvis lortene er bløde, varme og fugtige, er det tegn på, de er friske. Og at et rensdyr har været forbi fornylig. Det er sådan rigtig jægerartigt, hver gang Asger moser de små lorte. Uden at bekymre sig om at vaske fingre bagefter.

Blæsten er ikke på vores hold. Vi har medvind. Det betyder, at rensdyrene kan lugte os, før vi kommer frem, forklarer Mikkel. Med den mængde sved, vandreturen har fremkaldt på min krop, kræver det ikke en god lugtesans hos de jagede rensdyr at opdage os en halv time i forvejen.

Dårlige undskyldninger

Jeg har endnu ikke har lagt min danske ængstelighed bag mig. For eksempel forestillede jeg mig straks båden sprænge læk, da Asger – mens han sad bag roret! - undrede sig over, at han ikke havde set en bøje, som ”plejede at ligge i havoverfladen”, hvor der er et rev i Præstefjorden. ”Det går nok,” grinte Asger, da han så min reaktion.

Adskillige gange forsøger jeg at kompensere for min manglende jæger-kredit ved at begrunde min langsomme færden op ad fjeldet. ”Jeg løb Berlin Maraton for 14 dage siden, men det er jo en flad strækning, så jeg er ikke vant til stejle stigninger som dem her.” Og så er der min påklædning: ”Det er også fordi jeg har cowboybukser på indenunder regnebukserne. De gnaver i skridtet”. Eller i en anden version: ”Jeg skulle nok have gået de her nye vandrestøvler til, før vi tog på jagt. Mine fødder gør ondt”. Jeg ved ikke, hvad de andre tænker, men lige så stille begynder jeg at tvivle på mine egne evner som jæger. Sidder nogle jægere ikke bare stille og venter på, at rensdyrene kommer slentrende forbi? Se dét kan jeg godt finde ud af!

Dø sten, dø

4½ time senere har vi været hele vejen rundt om kløften. Uden at have løsnet ét eneste skud. Så vi beslutter os for at skyde til måls efter en hvid sten nede ved stranden, hvor Asgers båd vugger ude i bølgerne.

Mikkel skyder først. Endnu en gang bliver jeg taget i min danske ængstelighed, da jeg spørger ham om patronerne kan rekylere på stenen og ramme tilbage på os andre? ”Nej, det tror jeg ikke”, svarer Mikkel. Det overbeviser dog ikke mig, der straks gemmer sig væk bag en stor gruppe sten.

Knald! Lyden af Mikkels skud giver genlyd i fjeldene omkring fjorden. Pletskud! Så er det min tur. Knald! Rekyllet fra riffelkolben var slet ikke så voldsomt, som jeg havde forestillet mig. Nuvel, jeg ramte ikke den hvide sten. Men en anden sten ved siden af havde uden tvivl været stendød, hvis den havde været levende.

Så selvom der kun var alt for tørre, hårde rensdyrlorte, kan vi da altid prale af at have nedlagt en hvid sten. Men det gør vi så nok ikke.