Mellemlanding i Kangerlussuaq

Læs hvordan det gik, da Jannik tog af sted til Grønland. Forude venter en masse spændende oplevelser, men afskeden med Rikke og brormand var trist. Blogindlægget er skrevet under en mellemlanding i Kangerlussuaq.

Sneen ligger som flormelis på æbleskiver over fjeldene, der omgiver lufthavnen i Kangerlussuaq. Gennem cafeteriets kolde glasrude kan jeg se næsten hver en sprække i de massive stenblokke på den anden side ad landingsbanen, fordi den hvide pulversne fremhæver hvert et hak i klipperne. Her har jeg siddet og ventet på mit fly til Nuuk i tre timer. Omkring bordet ved siden af mig sidder to tydeligvis jydske par og spiller Whist. En fornuftig måde at få tiden til at gå på, nu da vores fly er forsinket.

Seneste melding fra højtaleren er, at flyet letter om tre kvarter. Egentlig skulle det være lettet for en time siden. Måske var det dét en kommende kollega hentød til, da hun i spøg kaldte Air Greenland for 'Maybe Airlines'.

Masser af tid til kaffe

Cafeteriet er aflangt med vinduer ud mod landingsbanen, hvor Air Greenlands røde propelmaskiner med jævne mellemrum letter og lander. Dansk hakkebøf er dagens ret, men jeg har i stedet sat tænderne i en lille bakke pommes frittes - à la den gode gamle kantinestil, hvor kartoffelmassen er formet med riller og har en mørkeorange, grænsende til rødbrun, farve af friture. Så sprøde at de knaser mellem gummerne. Priserne er fornuftige: 14 kroner for et krus kaffe – der ikke skal forveksles med en kop, som i sagens natur kun indeholder 2/3 af den mængde kaffe, der kan være i et krus og derfor er billigere. Jeg har snuppet mig et krus – for der lader til at være tid nok at drikke i.

Lufthavnen er et trafikknudepunkt i Grønland. De fleste fly fra Danmark har Kangerlussuaq som endestation. Herfra tager man så et indenrigsfly videre til andre dele af Grønland. Derfor hilser folk på kryds og tværs af hinanden og spørger, hvorfra man kommer, hvor længe man har været væk, eller hvor man er på vej hen. Goddag, goddag og fortsat god tur.

Følelsen af at være ny i klassen lader sig ikke fornægte. Det føles som om, at alle i cafeteriet har en fælles hemmelighed, jeg ikke kender til. Min afrejse fra Kastrup Lufthavn var våd og hård. Jeg græd som pisket, da jeg sagde farvel til min storebror Jesper og min kæreste Rikke. Det værste jeg ved er, at se Rikke græde. Og det gjorde hun. Jeg hader det og vil hellere have skåret fingrene af og de åbne sår dyppet i spande med salt. Rikke er en modig pige og holdt stand længe. Men henne ved trappen op til sikkerhedskontrollen blev det for meget. Tårerne begyndte at pible frem i øjenkrogene på os alle tre. Trist.

Tiden går - og kommer

Ventetiden i cafeteriet i Kangerlussuaq får mig til at tænke på et interview, jeg en gang lavede med den folkekære komiker Flemming Jensen (han er mest kendt for sin rolle som grødelskende Lunte i julekalenderen ”Nissebanden”). Han har både boet og rejst i Grønland (den gang erhvervede han sig som folkeskolelærer) og skrevet bøger om landet. Under interviewet fortalte den selverklærede ”erotisk buttede” humorist, at grønlænderne har et helt specielt forhold til tid. ”Mens danskere siger, at tiden går, så siger grønlænderne, at tiden kommer”, fortalte han.

Det tænkte jeg meget over. Forskellen er, at vores opfattelse af tid er stresset og jaget. Tiden ligger foran os, og vi skal indhente den. Der er så meget, vi skal nå, og hvis vi ikke når det, er det fordi vi har administreret vores tid forkert. Det er med andre ord vores eget ansvar. Og vi er hele tiden bagefter. Tiden løber jo hele tiden afsted, og hvis ikke vi bruger den til noget, er den spildt og kommer aldrig igen.

Teleselskabets siesta

Sådan lader det umiddelbart ikke til at være her. Det er som om, at folk her i cafeteriet har accepteret, at flyet bare ikke lige kan lette til tiden. Dermed ikke være sagt at folk undlader at give udtryk for deres utilfredshed. Øjne bliver vendt mod himlen og "det-var-hvad-man-kunne-forvente"-suk lyder, mens der bliver trukket på skuldrene. Men de accepterer situationen på en anden måde, end jeg har oplevet i Danmark. For der kan jo være så meget i vejen. Helt åbenlyst spiller vejret meget mere ind og sætter grænser for hverdagens formåen her i Grønland end hjemme i mellemkolde, grå Danmark. Måske derfor affinder folk i Grønland sig mere med, at tiden kommer og ikke bare går. Og at man ikke behøver at halte efter den. For flyet skal jo nok lette på et eller andet tidspunkt. På den måde har Flemming Jensen ret.

På samme måde kunne jeg ikke med det samme købe taletidskort til min mobiltelefon i det telecenter, der ligger her i byen. På skiltet med åbningstiderne står der, at butikken holder frokostlukket hver dag mellem 11:00 og 13:00. Trods der er langt til spaniernes varme temperaturer, er der altså alligevel en slags siesta her i Kangerlussuaq.

Gad vide med hvilken hastighed min tid her i Grønland kommer til at forløbe? På den ene side bliver tiden frem til jeg skal se Rikke igen laaaang, men samtidig kommer der sikkert også så mange oplevelser, at tiden kommer til at gå hurtigt. Så måske den både kommer og går.