Spøgelser i arkivet

På en sen aftenvagt fortæller en kollega mig, at det spøger i redaktionens arkiv. Kollegaen ved, hvad hun taler om. Indtil for nyligt var hendes egen bopæl nemlig hjemsøgt.

NUUK: Jeg har verdens modigste kollega. Hun tror på spøgelser – men er ikke bange for dem. Dørene knirker på mystisk vis i hendes hjem, hvor hendes hund kan finde på at gø uden grund. Og hun har oplevet knive dratte ned fra bordet af sig selv og stå lodret op i luften fra køkkengulvet. Spøgelserne er alle vegne - selv i arkivet ved siden af redaktionen, røber min kollega.

Spøgelseshistorier er i høj kurs på disse kanter af verden. Et populært, men nu forhenværende tv-program for unge ved navn ”Den røde sofa” havde altid spøgelseshistorier med i udsendelsen. Og min kollegas voksne datter ringer nogle gange for høre sin mor læse spøgelsesfortællinger op fra bøger.

Fjeldgængere

Spøgelseshistorierne drejer sig oftest om fjeldgængere og deres overnaturlige evner. Fjeldgængere er et folkefærd, der har takket nej til den moderne levevis eller oplevet personlige kriser (for eksempel en skilsmisse). Og derfor valgt at leve langt væk fra byerne ude i de iskolde grønlandske fjelde. Heraf navnet.

I fortællingerne kan fjeldgængerne pludseligt forsvinde i den blå luft. Og forvandle sig til dyr såsom ravne, bjørne eller hunde. Sådan bliver de også portrætteret i filmen ”Heart of light”.

Om det er fjeldgængere som gemmer sig i redaktionens arkiv eller hjemme hos min kollega vides ikke. Hun undrer sig over, at spøgelset hjemsøger hendes bopæl. Bygningen er nemlig forholdsvis ny, og min kollega har kun boet der i godt to år. Men faktisk har hun ikke hørt meget til spøgelset på det seneste. Ikke siden hun vendte hjem fra charterferie.

Mens min kollega var væk passede en af hendes veninder både lejligheden og hunden. Veninden kan heale. Så hun har nok manet spøgelset væk, ræsonnerer min kollega. Så er det mysterium i hvert fald opklaret.

Mit dilemma

Langt værre er det med spøgelset i redaktionens arkiv. I lokalet står gamle båndoptagelser stablet op på høje hylder af koldt stål. Flere af KNR's medarbejdere bryder sig ikke om at gå alene forbi arkivet på de tidspunkter af døgnet, hvor bygningen er tømt for andre mennesker. Sådan har min kollega det også.

Situationen placerer mig i lidt af et dilemma: Jeg tror ikke på spøgelser, men tror til gengæld på mine kolleger. Det virker forkert at lade som om, jeg er bange for at gå forbi arkivet alene. Omvendt vil jeg nok lytte ekstra opmærksomt efter lyde fra rummet, næste gang jeg er alene på en morgenvagt.

Uanset hvad har jeg verdens modigste kollega. For selv om hun tror på spøgelser, er hun ikke bange for dem. For mig er det lige modsat :-)