Grønlands vagabonder

Ligesom vagabonder har fjeldgængere forladt venner og familie og vendt ryggen til det moderne liv. Alligevel adskiller dette mystiske folkefærd sig på flere punkter fra de lirekassespillende vagabonder på de danske landeveje.

NUUK: En vagabond, forestiller jeg mig, er en godmodig mand med æblerøde kinder iført en slidt kaptajnsjakke med masser emblemer og pinds hæftet på brystlommen. Og en aflagt six pence på hovedet. Gerne ledsaget af en sød duft af for meget alkohol. Og let vejrende fra side til side bag en klingende lirekasse på et kræmmermarked eller i en baggård i København.

Mens jeg har dette klare - omend stereotype - billede af, hvordan en vagabond ser ud, er jeg næsten blank, når det drejer sig om fjeldgængere. Jeg forestiller mig dem klædt i skind fra top til tå, med kraftig skægvækst, skærende tænder og et vildt blik i øjnene. Og så gemmer de sig væk ude i fjeldene.

Mere er der ikke.

Nuvel, jeg har heller aldrig set en fjeldgænger. Men når jeg taler med grønlændere har de heller aldrig set en. Tilgengæld kan de fortælle masser af anekdoter om dette mystiske folkefærd.

Farvel til det moderne liv

Umiddelbart minder fjeldgængere meget om vagabonder. Begge folkefærd har valgt at forlade venner og familie for at leve et liv uden mobiltelefoner, job og fast adresse. De har vendt ryggen til det moderne liv på grund af forskellige livskriser. Ulykkelig kærlighed, stor gæld, skilsmisse eller andre personlige tragedier. Alligevel er der forskelle på vagabonder og fjeldgængere – og det skyldes i høj grad samfundet omkring dem.

Fjeldgængere efterlader for eksempel et større socialt hul, når de vælger at sige farvel til den civiliserede levevis. De grønlandske samfund er meget mindre og tætbefolkede end de danske. Så det er mere synligt for og bemærket af omgivelserne, når folk pludseligt forsvinder for at blive fjeldgængere.

Det er immervæk også lettere at lægge tabet bag sig, når man lever i en storby med 100.000 andre, end hvis man bor i for eksempel Paamiut med 1400 indbyggere. Her bliver de pårørende konstant konfronteret med, at deres søn eller bror ikke længere færdes i gadebilledet.

Tænk bare på at Grønlands hovedstad Nuuk med sine cirka 19.000 indbyggere kun svarer til en middelstor dansk provinsby. Det er svært at gemme sig.

Fremmedhed, mystik og overtro

Et er at fjeldgængere efterlader et større hul i hverdagen. Noget andet er, hvordan samfundet vælger at fylde det hul ud. Også på det punkt er der forskel.

Hvor vi i Danmark sidestiller en vagabond med en bums eller tigger, knytter der sig en vis fremmedhed, overtro og mystik til fjeldgængere. De kan svæve eller flyve. Forvandle sig til dyr som ravne, ulvehunde eller bjørne eller blot forsvinde ud i den blå luft, lyder nogle af karaktertrækkene.

I Grønland er der en anden ånd og tradition for åndelighed end i Danmark, hvor disse fænomener enten er blevet opslugt af ateisme eller kommercialiseret af diverse håndaflæsere og healere, der servicerer deres kunder for dyre penge og gemt væk bag kulørte forhæng.

Sådan er det ikke i Grønland. Her er mysticisme og overtro mere udtrykt og accepteret. 500 meter væk fra min vakantbolig ligger ”spøgelsesbyen”, hvor det er offentlig kendt, at bygningerne bliver hjemsøgt af genfærd. Fortælling af spøgelseshistorier var også det helt store trækplaster under kulturnatten i Nuuk. Og både i tv og radio bliver der af og til læst spøgelseshistorier op for seere og lyttere.

Menneskesky

Fordi kun ganske få har set fjeldgængere er mere også overladt til fantasien. Hvor vagabonder er sociale væsener og oftest færdes i flok, er fjeldgængere ekstremt menneskesky og lever isoleret og alene fjernt fra byer og bygder. Man ser ikke fjeldgængere. Eneste undtagelse er hvis de lister sig ind til beboede områder for at gennemrode og stjæle fra folks udhuse, når ejerne ikke ser det. Okay, på det punkt minder de vist om vagabonder.

En anden forklaring på at fjeldgængere tillægges overnaturlige evner fra dyreriget er, at de lever i meget mere barskt terræn end vagabonder. Og den viden om levevilkårene i de kolde og vilde fjelde præger naturligvis omgivelsernes forestillinger. Fjeldgængere har hverken rifler eller fiskenet, så de har ry for at kunne ”læse” naturen og ubemærket snige sig ind på ryper, rensdyr og andre dyr i naturen.

Skulle jeg vælge, ville jeg uden tvivl foretrække at leve som vagabond. Jeg vil meget hellere ernære mig ved at samle tomme flasker, tigge eller spille lirekasse end at skulle nedlægge min aftensmad med de bare næver.

Og det har jeg nok også mere talent for :-)