"Alaaaaaaaaaarm!"

Læs hvordan det gik, da Jannik deltog i en turnering i firma-volley sammen med kollegerne fra KNR. Det endte med en masse blå mærker.

Bedst som vi tror, at der venter os grønlandshistoriens største røvfuld i volleyball, begynder et eller andet at bippe løs i frakken hos en af vores modstandere. Frakkens ejermand løber resolut op til publikumspladserne, flår en elektronisk dims ud ad inderlommen og vifter febrilsk løs med den over hovedet på sig selv.

”Alaaaaaaaaaaaaaaaaarm!”, råber han. Straks forsvinder det meste af modstanderholdet ud af hallen, og efterlader banen på den anden side af nettet næsten tom. Mit hold begynder øjeblikkeligt at juble!

Det er fredag aften, og jeg er til firma-turnering i volleyball i Godthåb Hallen. KNR er stillet op med to hold, der hver skal spille tre kampe. Lige nu ser mit hold ud til at vinde tredje og sidste kamp. Vores modstandere bliver nemlig diskvalificeret, hvis ikke de kan mønstre seks spillere til tiden. Og lige nu står der blot tre spillere på den anden side af nettet.

Vi tabte første kamp og vandt den anden. Imens har vi set det hold, som tævede os i første kamp, få mme-bank af vores tredje og sidste modstanderhold. Det består næsten udelukkende af alfahanner En flok muskelbundter, der smasher blå mærker ind i huden på sine modstandere. Sla-bam!

Vi har været så sikre på at tabe tredje kamp, at vi i spøg talte om, at man burde låse en af modstanderne inde på toiletterne. I spøg, naturligvis.

Modstanderne
Langt de fleste af spillerne på modstanderholdet er lokale brandfolk – resten er på Grønlands landshold i volleyball (!). Bipperiet fra frakken på tilskuerpladserne betyder, at der er ildebrand. De tre spillere, der er tilbage af modstanderholdet, er altså landsholdsspillerne.

Lidt nervøst spørger spillerne på mit hold hinanden, om det er nogle af os, der har ringet til brandvæsenet? Hvem var det, der talte om at låse folk inde på toilettet?

For første og forhåbentlig sidste gang i mit liv ærgrer jeg mig over, at der er tale om falsk alarm. Der er ingen ildebrand at slukke. Så alfahannerne vælter ind på banen igen. Hu! Hu! Hu!, udbryder de i takt med, de marcher ind i hallen igen. I sidste øjeblik, desværre.

"Du hepper som en grønlænder"

Vi taber kampen, men gør en brav kamp. Andet sæt fører vi faktisk 9-7, men ender altså med at tabe. I to sæt. Brandfolkene er åbenlyse favoritter til at vinde, så de fleste tilskuere hepper på os. Vi er moralske vindere. Og har tydeligvis mere held i kærlighed end brandfolkene, trøster vi hinanden med.

Trods nederlaget havde vi en sjov aften. Det er altid rart at se kollegerne i andre sammenhænge end på jobbet. Her kan de vise nogle andre sider af dem selv, og jeg kan vise nogle andre sider af mig selv.For eksempel fortæller en kvinde fra IT-afdelingen, at jeg hepper som en grønlænder. Hun ved, hvad hun taler om, for hun er selv grønlænder. Det er vist noget med at støje og larme.

Det er jeg lidt stolt af, at hun siger. I hvert fald mere end de to nederlag ude på volleyball-banen :-)