Bag pruttende slædehunde

Hundeprutter, stejle bakker og streng disciplin. En slædetur i Ilulissat giver sanserne en på opleveren. Blandt andet trafikuheld, som kun forekommer på disse kanter af verden.   

ILULISSAT: Op-ned-op-ned-op-ned. Selv om det er meget romantisk at sidde med Rikke i favnen på en hundeslæde lidt uden for Ilulissat, er det ikke de smukke, snehvide omgivelser eller kvinden i mine arme, som stjæler min opmærksomhed. Det er i stedet for 16 små runde numsehuller, som danser op og ned foran slæden et par meter foran os.

Ikke kun udsigten lige lukt ind i hundenes bagpartier gør dem svære at ignorere. Jævnligt slipper de hårdtarbejdende firbenede også en vind – og gassen kan i sagens natur kun bevæge sig i en retning: Bagud, hvor vi sidder bag slædeføreren, der trods sin store fysik ikke kan skærme vores næsebor mod hundenes prutteri.

Om det skyldes dårlig føde eller anstrengelserne med at slæbe os tunge turister afsted over snesletterne ved jeg ikke. Dårlig føde er i hvert fald tilfældet for mindst en af slædehundene.

Gentagne gange kæmper det stakkels kræ med at indtage hundes vante skidestilling (hvor de ligesom skyder underlivet frem og kryber sammen med overkroppen) og samtidig holde trit med slæden. Ynkeligt ser det ud, men hunden har tydeligvis prøvet det før og har flere gange held med at sende en tynd stråle af grå afføring ud i den kolde luft uden at sakke for meget bagud i forhold til resten af flokken.

Dygtig vovse.

Lyden af 3.500 hunde

Ilulissat har mange slædehunde, og når de ikke på slædetur, er de tøjret fast til metalkæder på nøje afsatte arealer rundt omkring i byen. I dagtimerne kan man konstant høre dem glamme, gø og hyle – det er utrolig stemningsfuldt.

Ilulissat tæller omkring 5.500 indbyggere og 3.500 hunde – men der går flere hunde per slædeejer, understreger en lokal taxachauffør over for mig en aften.

Selv har han 19 hunde. Det er mange munde at mætte, og tørfoder er ligesom andre importerede varer i Grønland dyrt at købe på grund af transportomkostningerne. En stor pose tørfoder koster 200 kroner, fortæller taxamanden, men i sådan en pose er der kun nok til to måltider til hans hunde. I stedet bliver mange slædehunde derfor fodret med fisk eller andre dyr, som deres ejer har fanget.

Hundeslæderne har deres eget vejnet, som går tværs igennem byen. Så taxachaufføreren må flere gange standse vognen og kigge til siderne for at sikre sig, at en slæde ikke er ved at passere vejen, før han kører videre.

Op ad stejle bakker

For at holde varmen har vi taget godt med tøj på til slædeturen. Rikke i en kedeldragt, som hun har lånt af sin søster Mette, og jeg iført en skihue for at skåne ansigtet for den kolde luft. Rikke mobber mig med, at jeg ligner en tyv. Selv synes jeg mere, at jeg ligner en ninja.

Hundene halser af sted foran slæden. Især op ad bakke får jeg dårlig samvittighed og fortryder det tykke lag af nutella, jeg smurte på rundstykkerne samme morgen. På de tidspunkter vender en af hundene gerne om, går tilbage mod slæden og kigger på slædeføreren med et bedende blik, der nærmest siger: ”Mener du virkelig, at vi skal slæbe jer op ad den her stejle bakke?”.

Kun i yderste tilfælde rejser den store mand sig fra slæden, går op ved siden af hundene og råber for at få dem til at trække mere til. Kunne jeg dog ikke have nøjedes med et enkelt rundstykke, tænker jeg.

Disciplin

En gang får vi med selvsyn et eksempel på slædeførernes hårde disciplinering af hundene. Ved en af vores pauser, hvor vi turister kan nyde udsigten af den smukke natur, imens hundene får sig et hvil, skaber en af hundene fra de andre slæder uro. Resolut går hundeføreren hen og placerer sin ene fod i ansigtet på uromageren i et spark, så kræet begynder at hyle.

Episoden ville nok have faldet dyrevenner i velfærdsdanmark for brystet - men det virker: Bortset fra den hylende hund, er der igen ro i flokken. You can't argue with results.

Det er fascinerende at se vores egen slædefører sætte hundene på plads, når vi holder pauser. Hvis de bliver for uregerlige, stiller han sig op med front mod dem og råber og slår hænderne ud til siderne i vredesudbrud. Her er det mig, der bestemmer – fat det! En mand og hans slædehunde. Der er et eller andet primalt over det på en sej måde.

Ned ad stejle bakker

Ud over at råbe af hundene siger slædeføreren ikke meget. Kun når han kører os ud over et stejlt stykke med sten, og det går så hurtigt og bumpende nedad, at vores rumper letter fra slæden, så vi klukker af grin, tager jeg ham i at grynte-grine sammen med os.

Faktisk siger han så lidt, at Rikke og jeg ikke går ned ad en sti for at se den af Unesco udråbte del af verdensnaturarven - isbræen ved Ilulissat - ved vores sidste stop. Vi havde set stien og isbræen for enden af den, men vi vidste jo ikke, at det var på tide at vende om og køre tilbage til byen. Og det fandt slædeføreren åbenbart ikke relevant at fortælle os. Så var det godt, at vi skulle på fjordsejlads dagen efter for at se isbræens yderste kant fra vandet.

Om slædeføreren lod sig motivere af vores latter, eller om han plejer at gøre det, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men turen tilbage til Ilulissat foregik meget hæsblæsende, fordi han kørte slæden ud over stejle kanter i et omfang, som i hvert fald ikke gjorde sig gældende på turen derud.

Flere gange er vi standset helt op, hvorefter han drejer slæden rundt og skubber den ud over kanten, mens hundene er bag os, så staklerne må stæse afsted for ikke at blive slæbt efter slæden. Vi kan høre dem halse løs for at følge med.

Trafikuheldet

Uden drama var slædeturen ikke. Efter en bumpende tur ned ad en stejl bakke, giver det pludseligt et ryk i slæden, og vi begynder at køre baglæns. Rikke og jeg når lidt nervøst at forsikre hinanden om, hvor trygge vi er ved slædeføreren, da vi til vores overraskelse ser ham løbe 50 meter væk fra os – råbende og med pisken hævet i den ene hånd. Vi er åbenbart alene på slæden, der bliver trukket imod køreretningen af hundene bag os.

Det lykkes slædeføreren at indhente slæden og hoppe bagpå. Roen når ikke at indfinde sig: For sent opdager vi en hundeslæde i modkørende retning i lige så højt tempo som os selv.

Hundene fra begge slæder går helt bananas ved synet af hinanden. Som slæderne passerer hinanden bliver de to flokke blandet sammen, og en af de modkørende hunde kommer i farten over på den forkerte side af vores slæde. Øjeblikkeligt bliver linen, der tøjrer hundens halsbånd fast til den anden slæde, spændt hårdt og stramt omkring Rikke foran mig. Linen klemmer hunden fast til siden af vores slæde, og kræet hyler af forskrækkelse og smerte.

Vores slæde slæber nu den modkørende slæde efter sig, imens den stakkels fastklemte hund hyler og hyler ved siden af mig.

Vores hundefører løber frem fra bag os og hopper op på slæden foran Rikke. Med den ene arm tager han fat rundt om den fastklemte hund, og med den anden hiver han linen væk fra Rikkes krop. I et ryk nærmest smider han hunden over på den rigtige side af vores slæde. Hunden er frigjort, og vi trækker ikke længere den anden slæde efter os.

Han spejder efter den anden slæde, vender sig om og genvinder kontrollen over de 16 slædetrækkende vovser. Først derefter vender han sig om og spørger, om Rikke er okay? Bortset fra chokket og et blåt mærke på armen melder hun alt vel.

Så til trods for spark, pisk og råberi er der åbenbart grænser for, hvor meget styr man kan holde på slædehundene. Det tror fanden, når de skal slæbe tunge turister op og ned ad stejle bakker :-)