På druk i Godthåb Bryghus – II

Baren Daddys er et socialt akvarium spækket med skæbnefortællinger. Nogen har fundet lykken for livet. Andre er på gennemrejse. Og atter andre har søgt tilflugt i den grønlandske hovedstad. Læs 2. og sidste del om mine oplevelser i Godthåb Bryghus.

Den tidligere topchef

Manden har fysik som en gorilla. Og et rigtigt direktør-ansigt, hvor hjernebarken er tyk som hos en elefant. Huden i panden er også fuld af rynker, som kun ansvaret for hundredvis af medarbejdere og en stor økonomi kan fremkalde.

Selv på kilometers afstand ligner han en topchef. Og det gør han også knap en meter fra mig på den anden side af bordet en fredag aften i Daddys. Med en stor fadøl godthåbsk bryg i sin ene luffe og en sivende Prince Light i den anden.

Hvad laver han så i Nuuk? Jo, han arbejder såmænd i den lokale computervirksomhed Comby. Ikke som boss, men som ganske almindelig IT-medarbejder.

Vejen til den grønlandske hovedstad gik via hans hustru. Hun er sygeplejerske og fik for et par år siden job her i byen. På daværende tidspunkt var han administrerende direktør for et rederi i Fredericia. Med enormt ansvar, kæmpe løn og aldrig fri.

”Jeg har altid flyttet efter dig, så nu er det din tur”, havde hustruen sagt. I første omgang tog han kun med herop som et 14-dages ferieophold. Men i løbet af de to uger blev han så glad for Nuuk, at han kontaktede bestyrelsesformanden for rederiet. ”Du er nødt til at finde en ny administrerende direktør – jeg siger op”, havde han skrevet i en sms.

Han anede han ikke, hvad han nu skulle arbejde med. Så en dag tog han chancen og troppede op på dørtrinnet hos Comby, hvor chefen faldt pladask for hans historie og personlighed. Der stod en tidligere topchef for et rederi i Danmark og spurgte, om virksomheden kunne bruge ham til et eller andet.

En medarbejder, som er vant til at løfte et enormt ansvar, villig til at arbejde sig op fra bunden og endda til en urimelig lille løn.

”Nu ejer vi et hus her i Nuuk, og jeg skal ikke længere arbejde mig ihjel. Selvfølgelig er der lidt langt til børnebørnene, men til gengæld har vi hele tiden, når vi endelig er sammen”, fortæller gorillaen og blinker kækt til mig.

Den omrejsende sygeplejerske

Hun sidder alene og sipper til en stor fadøl ved bardisken i Daddys. Lidt nervøst skimter hun en gang imellem over skulderne og ser lokalet an. Hvis nogen kigger hende i øjnene, smiler hun kort, bryder øjenkontakten, kigger ned i gulvet og vender sig bort.

Hun har tydeligvis ikke været i Nuuk særlig længe. Hun er ny i byen.

Og ganske rigtigt: Den unge kvinde har kun været i Nuuk i to-tre uger. Det fortæller hun min sidemand, KNR's IT-chef Mark. Han falder i snak med hende, da jeg er på et af mine utallige toiletbesøg en lørdag aften. Af en eller anden grund løber fadøllen lige igennem mig.

Den unge kvinde er sygeplejerske og arbejder i den psykiatriske afdeling i Dronning Ingrids Hospital. Et sygehus, der er for Grønland, hvad Rigshospitalet er for Danmark. Hun er dansker, men er flyttet hertil fra Norge, hvor hun også arbejdede inden for psykiatrien. ”Jeg har altid gerne ville bruge min uddannelse til at komme ud at rejse, mens jeg er ung. Og det må man sige, at jeg nu er kommet”, siger sygeplejersken.

Hun fortæller, at bæltefiksering - hvor patienterne får spændt arme og ben fast til sengen, så de ikke gør sig selv eller andre fortræd - forekommer meget hyppigere her end i Norge. Ikke nødvendigvis fordi de syge er mere voldsomme i Nuuk, men fordi der ikke sygeplejersker nok i forhold til antallet af patienter. Det handler om normering.

”I Norge var jeg ude for, at vi måtte bæltefiksere én enkelt gang. Nu har jeg været her i to-tre uger, og det er nu sket omkring 20 gange”, fortæller sygeplejersken. En del af patienterne beder dog selv om at blive spændt fast, tilføjer hun.

Så tror fanden at hun kigger sig over skulderne. Byen er lille, og hvem ved, om hun her i baren støder på en beruset tidligere patient, som måske ikke er helt tilfreds med konsekvenserne af normeringen på den psykiatriske afdeling.

Kunstneren

Nogle mennesker har sværere end andre ved at trække en grænse for, hvor personlig en samtale kan blive første gang, de møder nye mennesker. Sådan en er kunstneren. Han er kun i Nuuk kortvarigt for at male nogle dyr skåret ud i træ på en bygning i den gamle kolonihavn. Og er meget glad for at købe fadøl til hele bordet.

I løbet af vores samtale går det fra galt til værre. Han lægger ud med at fortælle, hvordan han som barn altid måtte fantasere om Grønland i skjul, fordi hans mor ikke brød sig om, at faderen arbejdede heroppe som håndværker i måneder ad gangen. Hyggeligt at møde dig – her er mit barndomstraume. Så er isen ligesom brudt.

Aldersmæssigt er han på den anden side af 60. En tynd, stiplet linje af gråt skæg løber langs hagen og op til begge ører. Han har briller og blinker tit med øjnene, når han taler.

Han snakker højt og længe. Det er svært at få et ord indført. Talestrømmen er fyldt med hårde konstateringer a la: ”Man kan ikke kalde et etnisk flertal for racistisk, når de bor i deres eget land”. En holdning ingen ved bordet giver ham ret i, men som tilsyneladende preller af på ham.

Efter at have indviet bordet i sine knap så lødige holdninger, får jeg den eksklusive fornøjelse at høre på ham alene.

Han fortæller, fortæller og fortæller. Om hvordan han i årevis har boet alene på en sydeuropæisk ferieø og elsker at rejse til Grønland, hvor kvinderne ifølge ham hænger som løse frugter på træerne. Om hvordan han for 20 år siden kom til at kalde sin sønderjyske svigerinde for en luder, hvilket hun - til hans store forbavselse – stadigvæk ikke har tilgivet ham for. Og om hvordan han ikke længere føler sig velkommen i Danmark og kun kommer forbi, når han skal mødes med sin advokat.

Lidt undrende kom jeg for skade at spørge, hvorfor han har en advokat. ”Det er jeg sgu' da nødt til med alle de inkasso-sager, jeg har hængende over hovedet”, lyder svaret.

Jeg ser mit snit til at forlade den meget lidt behagelige samtale, da en ældre lokal kvinde uden fortænder og med masser af promiller i blodet sætter sig på skødet af kunstneren.

Snakken varede højest 20 minutter. Og jeg ved allerede mere om det menneske, end jeg nogensinde har lyst til. Så er det godt, at Daddys er spækket med andre, som gemmer på mere opbyggelige historier om, hvorfor de er i Nuuk :-)