"No rules, only stay alive"

Folk med højt blodtryk bør holde sig langt væk fra trafikken i Ulan Bataar. Trafikkulturen kan let fremkalde blodpropper. Til gengæld er der masser smuk natur ikke så langt fra byen.

ULAN BATAAR: En tur i trafikken i Mongoliets hovedstad føjer nye dimensioner til begrebet anarki.

Bilerne dytter af fodgængere, der går over for grønt. Vejene er fyldt med 20 centimeter dybe huller, så køretøjerne zig-zagger igennem trafikken for at undgå at smadre understellet på deres biler. Og vigepligten opererer efter princippet om, at den der nægter at sænke farten naturligvis får lov til at køre først.

Bilisterne holder sig heller ikke tilbage for at bruge hornet: Hver gang en bil bliver overhalet, dytter man lige kort for at markere, at man er der. Hellere en gang for meget end en gang for lidt. Et langt DYYYYYYYYT er derimod udtryk for, at chaufføren er rasende.

Og nej: Det er ikke fordi, vi er sippede danskere og forventer at alting er meget bedre hjemme Danmark, at trafikken her forekommer os uorganiseret og kaotisk. Vores lokale guide indrømmer blankt, at det hersker anarki i Ulan Bataars trafik:

- No rules, only stay alive, som hun formulerer det.

Ude på landevejene er der hængt smadrede biler op rundt omkring i vejsiderne. Guiden forklarer, at det er til skræk og advarsel, i stedet for skilte med hastighedsbregrænsninger - skræmme-metoden er åbenbart den mest effektive hernede.

Mongoliets sundhedsvæsen lader til at bære præg af samme vilkårlighed: Medmindre du er kommet akut til skade, råeder guidebogerne os turister til at vente med at opsøge lægehjælp, ind til vi er kommet videre til Beijing.

Om "akut til skade" betyder et brækket ben, en blodprop eller åbent kraniebrud, kan man så selv få lov til at spekulere over.

Hollywood, ger og biler

Man skal ikke lade sig narre af at Mongoliets befolkning har ry for at leve som tradidtionelle nomader: Selv nomader følger med tiden - for eksempel sad drengen i den nomadefamilie, vi besøgte i en nationalpark, og så amerikanske actionfilm på et tv i den gerd/yurd, som familien lever i.

En ger set indefra. Her overnattede vi en nat. 

Ger'en er en slags mini-udgave af et cirkustelt, der kan pakkes sammen og transporteres videre til næste sted, hvor familien har tænkt sig af bo. Fordi store dele af befolkningen bor således, er der ikke noget som hedder privat ejendomsret i Mongoliet.

Grænserne for denne meget liberale boligpolitik er nærmest ikke-eksisterende. Da jeg spurgte guiden, hvordan denne bo-hvor-du-har-lyst-politik fungerer i praksis, svarede hun:

- Hvis nogen ligefrem har bygget en mur, så er det jo klart, at man er nødt til at spørge om lov til at placere sin ger der først. Men så vil man også få lov.

Lidt forbløffet måtte Rikke også sande, at nomade-livet har udviklet sig siden Middelalderen. Hun havde forventet, at transporten af ger'en foregik med eller heste, men da hun spurgte guiden om dette lød svaret:

- Jamen, de kører da i bil. Hvad havde du ellers regnet med?

Strubesang og slangemennesker

En anden stor oplevelse var at opleve nationalscenen, hvor musikere og dansere viste en bred vifte af Mongoliets traditionelle kulturelle udtrykformer frem i løbet af et show på to timer. Egentlig troede vi, at vi var gået i en turistfælde, men da scenetæppet blev trukket fra, følte vi os faktisk godt underholdt.

Hele showet blev præsenteret meget, meget storslået. En speakerstemme proklamerede først højtideligt og med en patos som indledningen til en professionel amerikansk boksekamp, hvad vi nu skulle til at opleve. Herefter blev scenetæppet trukket fra, musikerne eller danserne tradte frem, bukkede, publikum klappede - og først når stilheden igen havde indfundet sig i lokalet, begyndte de at optræde.

Mest imponerende var det at høre strubesang. En slags dyb vibreren nede i svælget, hvorved flere toner kan synges samtidig. En af tonerne er oftest mørk som en australsk digjeridoo, en anden lys som en lille blokfløjte. Meget, meget syret!

Både Rikke og jeg vred os i stolene, da en ung pige gik på scenen og slog knuder og krøller på sin lille, spinkle slangemenneske-krop, imens hun viste hele tandsættet i et smil, som ellers kun forekommer i tv-reklamer for tandpasta eller Stimerol tyggegummi.

På et tidspunkt bed pigen sig fast i en stang i scenegulvet og bar hele sin kropsvægt i det lille, hvide sæt bisser. Av!

Munke med mobiltelefoner

Også buddistiske munke følger tilsyneladende med tiden. I dag overværede vi en morgenseance i et lokalt kloster. Utrolig stemningsfuldt. Men det ødelagde lidt af det højtidelige, når munkene af og til hev mobiltelefoner op af taskerne og småsludrede under bønnen.

Vi havde også forventet, at buddister var pascifister og hævet over noget så primitivt som fysisk afstraffelse. Men midt i det hele blev tre af de unge munke kaldt hen til en gammel munk, der pegede i en protokol, talte vredt til dem og klaskede dem derefter i ansigtet med protokollen.

En af dem fik endda et vrid i næsen og blev hevet i øret. Men allright: Der var tale om børn, og selv munke laver vel ballade, når de er 10 år gamle.