Politik på grønlandsk

Nepotisme, magtmisbrug og overforbrug af repræsentationskonti. I Danmark er grønlandsk politik nok mest kendt for skandalerne. Om det er berettiget eller ej, skal jeg dog ikke gøre mig til dommer over.

- Forvirringen har ramt Siumut hårdere, end vulkanskyen har ramt Grønland. Sådan lød det fra landsstyremedlem for finanser, Demokraternes Palle Christiansen under en debat i Landstinget (Grønlands parlament, red.) for en uges tid siden.

I øjeblikket dækker jeg forårssamlingen i Landstinget. Hver mødedag sidder jeg på de bagerste rækker i salen med høretelefoner for ørerne. Størstedelen af debatterne foregår på grønlandsk, så af hensyn til de ikke-grønlandsksprogede i salen oversætter simultantolke diskussionerne til dansk via høretelefoner.

Når stridighederne er allermest voldsomme, er det sjovt at høre, hvordan tolkene også oversætter ordførernes patos med stærke stød i udtalen. Det skal opleves.

Mig på talerstolen i Inatsisartut, Landstinget i Grønland. Billedet er fra kulturnatten i Nuuk.

Sådan var det også den dag, hvor Palle Christiansen og Siumut røg i totterne på hinanden. Bemærkningen ovenfor udtrykker det stærke modsætningsforhold imellem Landsstyret (Grønlands regering, red.) og Siumut, som i øjeblikket præger grønlandsk politik. Dette vender jeg tilbage til senere.

Skandalerne

Luksusboliger købt for en slik til egen vinding og stripklub-besøg på skatteydernes regning. I Danmark er grønlandsk politik nok mest kendt for sine skandaler. Om det er berettiget eller ej, skal jeg ikke gøre mig til dommer over, men jeg er i hvert fald aldrig stødt på så mange politianmeldelser mod politikere.

I løbet af mine syv måneder i Grønland er jeg stødt på sager om misbrug af repræsentationskonti, brud på tavshedspligten, voldtægt, brud på partivedtægter og besiddelse af hash. Alle sammen sager hvor de folkevalgte politikere er blevet meldt til politiet.

Om de mange politianmeldelser skyldes, at folk har større mistillid til de folkevalgte, eller om politikerne vitterlig begår flere lovovertrædelser end i Danmark, skal jeg ikke gøre mig klog på. Nogle sager løber ud i sandet efter politiets efterforskning. Andre fører til domme. Og atter andre mangler endnu at blive rejst ved en domstol.

Politiet placeres i en penibel situation, når de skal efterforske sager mod de mest magtfulde mennesker i landet. Og det pynter heller ikke på de folkevalgtes ry, at de ofte bliver kædet sammen med lovovertrædelser. For hver gang en politiker bliver meldt til politiet, får det naturligvis en del opmærksomhed i pressen.

De folkevalgte går dog selv forrest i denne fødekæde til politikerlede. Ikke sjældent er det nemlig politikerne selv som melder hinanden - og hvor politianmeldelsen altså bliver brugt som våben mod politiske modstandere.

Og det er i hvert fald nyt for mig.

Puisi-projektet

Skandalerne skyldes ikke nødvendigvis dårlig moral og misbrug, men kan også skyldes inkompetence. Et af de mere bizarre eksempler på dette, er det såkaldte Puisi-projekt.

Puisi A/S var et selskab som skulle udnytte sælen til sidste hyl. Altså få mere ud af fangstdyret. Selskabets bestyrelse bestod af flere repræsentanter fra toppen af det grønlandske samfund med det nuværende medlem af Folketinget for Siumut Lars-Emil Johansen som formand.

Af uransagelige årsager skulle selve Puisi-fabrikken ligge i Kina (!). Og det daværende Hjemmestyre nåede at hælde 50 millioner kroner ned i selskabets pengekasse, før man opdagede, at fabrikken slet ikke fandtes. Idémanden til projektet var en amerikansk mand, som jeg ikke kender navnet på. Og han er fortsat sporløst forsvundet ligesom de mange millioner, Hjemmestyret havde investeret i projektet.

Retssagen om Puisi A/S har været syv år undervejs og mangler endnu at blive behandlet ved en domstol. Bestyrelsen selv nægter at skulle have gjort noget galt.

30 år med Siumut

Siumut er ikke til at komme uden om i Grønlands politiske historie: Lige siden Hjemmestyret blev indført i 1979 og frem til Selvstyret trådte i kraft i 2009, stod partiet i spidsen for landets udøvende magt, Landsstyret.

Valgkampen i 2009 op til Selvstyrets indførelse blev beskidt og trækker stadig et spor af personligt nag efter sig i det politiske liv. Avisen AG/Grønlandsposten kørte en artikelserie - ”Elitens Fråds” - med afsløringer af, hvor lemfældigt især Siumutpolitikerne havde benyttet deres repræsentationsmidler. Nok så væsentligt tog personangrebene politikerne imellem også til efterhånden som desperationen ramte Siumut.

Som eksempel kan nævnes en episode med Grønlands nok mest indflydelsesrige politiker i nyere tid, Siumuts Jonathan Motzfeldt. Han var landets første Landsstyreformand (regeringschef, red.) og sad på denne post i 17 år (!). Herefter blev han formand for Landstinget, landets lovgivende magt.

En aften under valgkampen ringede Jonathan Motzfeldt til Radioavisen og krævede at blive stillet direkte igennem til æteren, så han kunne komme med partiets synspunkter i en aktuel sag. Da Radioavisens dansksprogede afvikler nægtede at gøre dette, opfordrede Siumut-politikeren ham til at rejse hjem til Danmark. Jeg har svært ved at forestille mig Folketingets formand, Venstres Thor Pedersen gøre det samme.

Det var i øvrigt også Jonathan Motzfeldt som under valgkampen erklærede sig selv for ”Kongen af Grønland”, da Air Greenlands medarbejdere nægtede at tage ham med på en flyvetur, fordi han angiveligt var for beruset. Der går mange, mange historier om Jonathan Motzfeldts tid i politik.

En forklaring på de mange skandaler, der har fundet deres vej til danske medier, er således også en ualmindelig barsk valgkamp, og at i hvert fald dele af Siumut havde mistet respekten for magten.

Efter valget 2009

Til trods for al balladen i løbet af valgkampen fik Siumut ikke et dårligt valg. Det var i stedet for partiet Atassut, som Siumut forud for valget sad i Landsstyre med, som led et ordentligt knæk.

Inatsisartut, Landstinget i Grønland.  

Efter sigende forsøgte partierne bag det nuværende Landsstyre – IA, Demokraterne og Kattusseqatigiit Partiiat - også at indlemme Atassut i koalitionen. Dette i et forsøg på fuldkomment at isolere Siumut, der havde domineret samtlige regeringsdannelser siden 1979.

Men selve udregningen til fordelingen af udvalgsposter gjorde det mere attraktivt for Atassut at indgå et såkaldt teknisk samarbejde med Simut. Og her skal der vitterlig lægges tryk på ordet ”teknisk”: Ikke sjældent forkaster de to oppositionspartier nemlig hinandens forslag, når sagerne bliver behandlet i Landstinget.

Formelt lykkedes det altså ikke det nuværende Landsstyre at isolere Siumut. Men i praksis nyder de godt af, at Atassut stemmer sammen med koalitionen på en række områder.

Det gælder for eksempel Siumuts forslag om at ville indføre delvis brugerbetaling på abortindgreb. Et forslag, der uden tvivl ville vække dundrende harme i ligestillingens navn i Danmark. Og som da også blev forkastet med et skuldertræk af partiets egen "tekniske samarbejdspartner".

Med en hvis ret kan der tales om en krise i Siumut. Partiet har endnu ikke vænnet sig til sin nye rolle i opposition efter de mange år ved magten. I øjeblikket kan Siumut kun få sin politik igennem på koalitionens nåde. Det sker sjældent og er en meget uvant situation for partiet.

Læg dertil at fortiden kan bruges politisk til at klandre Siumut for alt, hvad der mangler at blive gjort. Så det er op ad bakke.  

To fortællinger

I øjeblikket præger to fortællinger grønlandsk politik. Den ene er koalitionspartiernes og drejer sig om, at det nye Landsstyre har travlt med at rydde op efter Siumut. Den anden er Siumuts og drejer sig om, at koalitionen ikke har en selvstændig politik eller vision for Grønland.

Siumut kritiserer Landsstyret for udelukkende at gennemføre forslag, som tidligere har været fremsat af Siumut selv. En strategi, der dog rammer partiet selv i nakken, fordi koalitionen dertil blot kan sige: ”Jamen, hvorfor gennemførte I så aldrig selv den politik, da I havde magten?”. Og dermed er Siumuts strategi selv med til at underbygge koalitionens fortælling.

Koalitionens egen fortælling har dog også en udløbsdato. Siden valget 2009 har det nye Landsstyre redet på en bølge af optimisme med et nærmest Obama-agtigt ophav, fordi der var et tidsmæssigt sammenfald med, at Siumut mistede regeringsmagten og indførelsen af Selvstyre.

Men på et tidspunkt er det ikke længere nok at profilere sig på oprydningsarbejdet efter Siumut, og hvor koalitionen er nødt til at fortælle, hvad der skal erstatte den politik, man er ved at gøre op med. Det er ikke nok at stramme op på finanserne uden en konkret vision for, hvad der i fremtiden skal erstatte kronerne fra bloktilskuddet fra Danmark.

Lige nu griber Siumut fat i enhver petitesse om brud på formalia og uden konkret politisk indhold. Og så længe modspillet fra oppositionen befinder sig på det niveau, kan koalitionens repræsentanter dog trygt læne sig tilbage i regeringstaburetterne og ryste kritikken af sig med sprogblomster som:

- Forvirringen har ramt Siumut hårdere, end vulkanskyen har ramt Grønland.