Turistattraktioner fra Danmark

Rollerne er byttet rundt i Irkutsk, hvor vi pludselig selv er blevet turistattraktioner for de lokale. Især unge mænd valfarter til for at få taget billeder sammen med os.

Her er vi foran en kirke i Irkutsk. Billedet er taget den dag, vi ankom. 

 

IRKUTSK/LISTVIANKA: Af en eller anden årsag har vores udseende gjort det til en lokal begivenhed at få taget billeder sammen med os.

Måske lægger skandinaviske blond(iner) som os alt for sjældent deres vej forbi Irkutsk - Sibiriens svar på Paris. Måske kører der en intern konkurrence blandt de lokale om at blive fotograferet sammen med turister.

Eller måske drager Rikkes udseende unge, russiske mandfolk til os, ligesom Misse Møge gør det i tv-serien Matador.

I hvert fald har unge, lokale mænd tre gange spurgt om lov til at få taget et billede sammen med os.

Attraktioner fra Danmark

Første gang det skete, var på et marked. Her spurgte to unge mænd i sorte læderjakker om lov til at blive fotograferet sammen med os. Pludselig var rollerne byttet om: Som turister var vi selv blevet attraktioner, som andre gerne ville have taget et billede af. Mærkeligt, mærkeligt.

Bedst som vi havde overbevist hinanden om, at der havde været tale om en spøg, dristede en ung kinesisk mand sig til at spørge om det samme. Endnu en gang måtte vi stille os foran et klikkende kamera til stor glæde for alle i boden: - Spasiba! Spasiba! lød det rundt omkring os.

I løbet af en cirka halvanden times buskørsel fra Irkutsk til feriebyen Listvianka faldt Rikke så i snak med en soldat, der var på tur med sin kæreste. Selvfølgelig ville han også have et billede, hvor vi står arm i arm med ham og smiler pænt til kameræt.

 Rikke sammen med sine nye, bedste russiske venner.

 

Tre dage i tog

Togturen til Irkutsk fra Moskva var en meget zen-agtig oplevelse: Tre dage helliget læsning i bøger, kortspil og kiggen ud ad vinduet, hvor træhuse susede forbi med en overraskende frodig natur som baggrund.

Vi havde forestillet os Sibirien som et goldt, nærmest ørkenagtigt landsskab, så synet af birketrær, buske og andet grønt, så langt øjet rakte, kom bag på os.   

Cirka tre-fire gange i døgnet standsede toget ved en perron, hvor de lokale stod klar med hjemmebagt brød, grøntsager, øl eller andre ting, som vi turister købte for billige penge. Hver gang toget nærmede sig en perron, stimlede vi turister sammen i gangen for at kigge ud af vinduerne.

Pølse-suppe med citron

Madvognen levede ikke helt op til vores forhåbninger. To gange spiste vi der, og begge gange fik vi den samme pølsesuppe med en halv skive citron serveret, selv om vi pegede på to forskellige steder på menukortet, der kun var formuleret på russisk.

Første gang smagte suppen okay. Men det var morgenmad og derfor et meget mærkelig tidspunkt at spise det på. Så vi gav madvognen en chance til om aftenen, og da fik vi altså endnu en gang serveret den samme suppe - dog tilsat ekstra salt, så den havde kunnet holde sig fra om formiddagen.

Ude i et baglokale stod en stor madamme. Hendes hud hang som tunge franskbrød under armene, og det sted, hvor vi andre har en hals, var i stedet for en flydende overgang imellem krop og hoved. Det var togets kok.

Hun var meget interesseret i vores oplevelse af hendes kogekunst - vi nænnede ikke at være ærlige!

Irkutsk

Her i Sibiriens svar på Paris er tidsforskellen fra Danmark syv timer. Eller som de skriver i guidebøgerne: Plus fem timer i forhold til Moskva tid.

Uanset hvor i det store Rusland toget befinder sig, kører det nemlig på Moskva tid, hvilket er to timer foran Danmark. Temmeligt forvirrende at holde rede i.

Temperaturen svinger enormt meget på disse kanter af verden: I løbet af et enkelt døgn kan temperaturen skifte fra minus en grad til plus 25 grader. Den dag vi ankom var det så koldt, at vi kunne se vores ånde udenfor, og Rikke måtte død og pine investere i en hue og et par vanter på det lokale marked.

I dag vælter det ned med solskin fra oven, så vi render rundt i t-shirts med korte ærmer og solbriller.

Listvianka

Vi har dog allerede fået en del farve i ansigterne, for vejret har nemlig været fremragende de seneste par dage, hvor vi har været i Listvianka. Her ligger verdens største ferskvandssø, Bajkal Søen, og rundt om den står nåletrær i flok op langs høje, grønne bakker og bjerge med sne og is på spidserne.

Vi boede på et lille, hyggeligt hotel ejet af et russisk ægtepar. Det eneste ord, de kunne på engelsk, var BREAKFAST. Men det forhindrede dem nu ikke i at være nogle af de sjoveste mennesker, vi har mødt på turen. Især manden Nikolaj var god til at fortælle vittigheder på russisk, mens han stod og lavede spejlæg til os om morgenen.

I går tog vi en tur med en svævebane op ad en af bakkerne, hvor vi fra toppen kunne se ud over det smukke landskab. Herefter gik vi ned igen og tog på en sejltur ud på søen i det lune solskin. Så vi har både set Listvianka fra oven og fra vandet.  

Desuden holder vores teori om, at russerne er voldsomt uhjælsomme, når de er på arbejde stadigvæk stik. At vi kom ud at sejle skyldes således ikke den lokale Turist Information, der i virkeligheden er dæknavn for en turist operatør, hvis eneste hensigt er at sælge en udflugter til dyre penge.

På trods af at Rikke og jeg havde gennemskuet foretagendet købte vi en sejltur. Men da vi kom tilbage fandt vi ved et tilfælde ud af, at turen var aflyst. I stedet for pegede den engelsksprogede unge mand hen i retningen af nogle både og sagde, at vi jo selv kunne prøve at sporge, om skibenes ejermænd var villige til at tage os med.

Det ville en af skibene heldigvis, så af sted kom vi da. Men vi undrede os. Ikke fordi turistmanden havde været så ubehøvlet og taget for givet, at vi selv kunne regne ud, at turen var aflyst.

Nej, det var mere, fordi han IKKE spurgte om han måtte blive fotograferet sammen med os. Kunne han da slet ikke se, hvem vi var?! :-)