Grønlands vagabonder

Ligesom vagabonder har fjeldgængere forladt venner og familie og vendt ryggen til det moderne liv. Alligevel adskiller dette mystiske folkefærd sig på flere punkter fra de lirekassespillende vagabonder på de danske landeveje.

NUUK: En vagabond, forestiller jeg mig, er en godmodig mand med æblerøde kinder iført en slidt kaptajnsjakke med masser emblemer og pinds hæftet på brystlommen. Og en aflagt six pence på hovedet. Gerne ledsaget af en sød duft af for meget alkohol. Og let vejrende fra side til side bag en klingende lirekasse på et kræmmermarked eller i en baggård i København.

Mens jeg har dette klare - omend stereotype - billede af, hvordan en vagabond ser ud, er jeg næsten blank, når det drejer sig om fjeldgængere. Jeg forestiller mig dem klædt i skind fra top til tå, med kraftig skægvækst, skærende tænder og et vildt blik i øjnene. Og så gemmer de sig væk ude i fjeldene.

Mere er der ikke.

Nuvel, jeg har heller aldrig set en fjeldgænger. Men når jeg taler med grønlændere har de heller aldrig set en. Tilgengæld kan de fortælle masser af anekdoter om dette mystiske folkefærd.

Julen varer lidt længere i Grønland

Faktisk varer den helt til Hellig Tre Kongers Dag, den 6. januar. Julepynten hænger både i private hjem og gadebilledet frem til denne dato. Og så er der tradition for at klæde sig ud og slå med køller. Uden pis.

NUUK: Vil de slå mig med køllerne? Det spørgsmål melder sig, da jeg om aftenen står ved juletræet i Down Town Nuuk.

Et par meter væk fra juletræet løber en gruppe unge rundt med køller eller stave og slå efter hinanden. Kampen med køllerne er hverken et opgør mellem bander eller grove drengestreger. Om aftenen efter Hellig Tre Kongers Dag – den 6. januar – er der nemlig tradition for, at man klæder sig ud. Og hvis man ikke bliver genkendt, må man gerne slå dem som ikke har klædt sig ud med køller eller stave.

- En glimrende motivation for at klæde sig, bemærker en af mine gode kammerater i Danmark, da jeg fortæller ham om traditionen.

Juletræet lyser op i mørket, ligesom de orange julestjerner i vinduerne i Blok P. De kølleslående unge opretholder tydeligvis kun en del af traditionen. Ingen af dem er nemlig klædt ud.

Spøgelser i arkivet

På en sen aftenvagt fortæller en kollega mig, at det spøger i redaktionens arkiv. Kollegaen ved, hvad hun taler om. Indtil for nyligt var hendes egen bopæl nemlig hjemsøgt.

NUUK: Jeg har verdens modigste kollega. Hun tror på spøgelser – men er ikke bange for dem. Dørene knirker på mystisk vis i hendes hjem, hvor hendes hund kan finde på at gø uden grund. Og hun har oplevet knive dratte ned fra bordet af sig selv og stå lodret op i luften fra køkkengulvet. Spøgelserne er alle vegne - selv i arkivet ved siden af redaktionen, røber min kollega.

Spøgelseshistorier er i høj kurs på disse kanter af verden. Et populært, men nu forhenværende tv-program for unge ved navn ”Den røde sofa” havde altid spøgelseshistorier med i udsendelsen. Og min kollegas voksne datter ringer nogle gange for høre sin mor læse spøgelsesfortællinger op fra bøger.