Bag pruttende slædehunde

Hundeprutter, stejle bakker og streng disciplin. En slædetur i Ilulissat giver sanserne en på opleveren. Blandt andet trafikuheld, som kun forekommer på disse kanter af verden.   

ILULISSAT: Op-ned-op-ned-op-ned. Selv om det er meget romantisk at sidde med Rikke i favnen på en hundeslæde lidt uden for Ilulissat, er det ikke de smukke, snehvide omgivelser eller kvinden i mine arme, som stjæler min opmærksomhed. Det er i stedet for 16 små runde numsehuller, som danser op og ned foran slæden et par meter foran os.

Ikke kun udsigten lige lukt ind i hundenes bagpartier gør dem svære at ignorere. Jævnligt slipper de hårdtarbejdende firbenede også en vind – og gassen kan i sagens natur kun bevæge sig i en retning: Bagud, hvor vi sidder bag slædeføreren, der trods sin store fysik ikke kan skærme vores næsebor mod hundenes prutteri.

Om det skyldes dårlig føde eller anstrengelserne med at slæbe os tunge turister afsted over snesletterne ved jeg ikke. Dårlig føde er i hvert fald tilfældet for mindst en af slædehundene.

Gentagne gange kæmper det stakkels kræ med at indtage hundes vante skidestilling (hvor de ligesom skyder underlivet frem og kryber sammen med overkroppen) og samtidig holde trit med slæden. Ynkeligt ser det ud, men hunden har tydeligvis prøvet det før og har flere gange held med at sende en tynd stråle af grå afføring ud i den kolde luft uden at sakke for meget bagud i forhold til resten af flokken.

Dygtig vovse.

På druk i Godthåb Bryghus – II

Baren Daddys er et socialt akvarium spækket med skæbnefortællinger. Nogen har fundet lykken for livet. Andre er på gennemrejse. Og atter andre har søgt tilflugt i den grønlandske hovedstad. Læs 2. og sidste del om mine oplevelser i Godthåb Bryghus.

Den tidligere topchef

Manden har fysik som en gorilla. Og et rigtigt direktør-ansigt, hvor hjernebarken er tyk som hos en elefant. Huden i panden er også fuld af rynker, som kun ansvaret for hundredvis af medarbejdere og en stor økonomi kan fremkalde.

Selv på kilometers afstand ligner han en topchef. Og det gør han også knap en meter fra mig på den anden side af bordet en fredag aften i Daddys. Med en stor fadøl godthåbsk bryg i sin ene luffe og en sivende Prince Light i den anden.

Hvad laver han så i Nuuk? Jo, han arbejder såmænd i den lokale computervirksomhed Comby. Ikke som boss, men som ganske almindelig IT-medarbejder.

Vejen til den grønlandske hovedstad gik via hans hustru. Hun er sygeplejerske og fik for et par år siden job her i byen. På daværende tidspunkt var han administrerende direktør for et rederi i Fredericia. Med enormt ansvar, kæmpe løn og aldrig fri.

”Jeg har altid flyttet efter dig, så nu er det din tur”, havde hustruen sagt. I første omgang tog han kun med herop som et 14-dages ferieophold. Men i løbet af de to uger blev han så glad for Nuuk, at han kontaktede bestyrelsesformanden for rederiet. ”Du er nødt til at finde en ny administrerende direktør – jeg siger op”, havde han skrevet i en sms.

Han anede han ikke, hvad han nu skulle arbejde med. Så en dag tog han chancen og troppede op på dørtrinnet hos Comby, hvor chefen faldt pladask for hans historie og personlighed. Der stod en tidligere topchef for et rederi i Danmark og spurgte, om virksomheden kunne bruge ham til et eller andet.

En medarbejder, som er vant til at løfte et enormt ansvar, villig til at arbejde sig op fra bunden og endda til en urimelig lille løn.

”Nu ejer vi et hus her i Nuuk, og jeg skal ikke længere arbejde mig ihjel. Selvfølgelig er der lidt langt til børnebørnene, men til gengæld har vi hele tiden, når vi endelig er sammen”, fortæller gorillaen og blinker kækt til mig.

På druk i Godthåb Bryghus - I

Kigger man rundt på gæsterne i baren Daddys i Godthåb Bryghus, ser man ved selvsyn, hvor sammensat befolkningen er i Nuuk. Blogindlægget er 1. afsnit ud af 2.

Mine næsebor opfanger det med det samme. Og jeg kan også mærke det i øjnene. I det øjeblik jeg træder ind ad døren til Daddys, står det klart, at jeg er 4.000 kilometer væk fra rygeforbuddet i Danmark.

Røgen hænger i tykke slør i luften. Pulset ud af stærk tobak købt til ualmindeligt dyre priser. Her er gennemsnitslønnen væsentligt lavere end i Danmark, og 20 smøger koster mindst 68 kroner. Alligevel lykkedes det klientellet at skrabe penge nok sammen til cigaretter. Så hellere sulte.

Lokalet er aflangt og selve baren står langs en af de lange sider med front mod indgangen. Musikken er folkelig med stort F. Ofte Gasolin. ”Langebro”, ”Køb bananer” og ”Kvinde min”. En aften hørte jeg ”Rabalderstræde” brage ud af højtalerne fire gange i løbet af et par timer. ”For der er sprut i stride strømme, og damerne går aldrig hjeeeeeeem”, lød det.