Offer for censur

Ved grænsen fra Vietnam til Kina fik vi konfiskeret vores guidebog. Belært af erfaringerne fra Halong Bay lykkedes det os at manøvrere uden om alskens turistfælder på egen hånd. Uden at miste vores medmenneskelighed. 

KUNMING/GUILIN: Hvis blikke ku' dræbe, havde kinøjseren ikke en kinamands chance for at overleve. Tolderen havde just konfiskeret vores Lonely Planet-guidebog ved grænseovergangen fra Vietnam, og Rikkes øjne lynede som flammer fra gabet på en kinesisk drage.

Bogen indeholder nyttige fif og informationer. Blandt andet hvordan vi kommer fra busstationen i Kunming ind til selve byen uden at havne i alskens turistfælder. Uden at kunne et ord kinesisk besluttede Rikke sig derfor for at skabe lidt drama. 

Men hendes store bedende øjne og dybe, dybe suk fik ikke den uniformerede mands hjerte til at smelte. Tværtimod. Med en afvisende hånd blev han ved med at vifte os i retning af udgangen, imens bogen lå lokkende på et bord blot et par meter fra os. 

Det tog mig et par timer at overbevise Rikke om, at tolderen bare gjorde sit arbejde. At det ikke var ham personligt, som ville os det ondt. I guidebogen havde der faktisk stået, at vagterne kunne finde på at konfiskere bogen. 

Dødsangst i Vietnam

I nattens mulm og mørke kørte vi igennem en oversvømmet provins. Og det satte gang i tankerne om vores tåbelige død.

HUE/NINH BINH: Som store hanelefanter på march tøffer køretøjerne i konvoj gennem vandmasserne. Vi er i bus på vej til Ninh Binh og skal passere det centrale Vietnam, der er ramt af voldsomme oversvømmelser.

Regnen har silet tung og tæt de seneste dage. De store masser vand driver nu ned ad bjergene, men strømmen i det sydkinesiske hav går mod land, hvilket får floderne til at flyde over. En hel provins er oversvømmet.

Vand så langt øjet rækker. Det er hvad jeg ser: Brunt, mudret vand. Uden for bussen er der sort nat, men en gang imellem lyser et lyn himlen op som et stroboskoplys. Som om Gud foreviger øjeblikket ved at tage et billede med blitz.

Bare så vi ikke glemmer det.

Mød Dmytro

Aldeles uofficielt fungerede han som prostitutionsbranchens Kirsten Giftekniv i Polen. Sig goddag til 21 årige Dmytro fra Ukraine. 

Dmytro laver en parodi på en ukrainsk sælger: "Rhow much do you rhave?"

BEIJING: Dmytro har arbejdet som sms-prostitueret i Polen. Jobbet gik ud på, at han flirtede med mænd og kvinder via dyre sms-beskeder. Jo flere sms'er der blev udvekslet, des flere penge fik Dmytros arbejdsgiver ud af det.

- Du kan ikke forestille dig, hvor bizarre seksuelle fantasier folk har. Der findes virkelig nogle syge, syge mennesker i den her verden: En gang ville en landmand mødes med mig for at knalde oven på en myretue midt i en skov, fortæller Dmytro med udråbstegn i øjnene.

Fuppet i Halong Bay

En overnatning om bord på et skib i Halong Bay blev ikke, som vi havde planlagt. Men det var bestemt en oplevelse. I knap halvandet døgn var vi nemlig fanget i "piraternes" kloer.  

I en uge var vi sammen med Rikkes veninde Sanne og hendes kæreste Magnus.



HANOI/HALONG CITY/CAT BA ISLAND: Selv om alle lamper blinkede rødt, gik det først bagefter op for os, hvor slemt vi var blevet fuppet.

Vi burde nok have reageret, da turist-agenten sagde, at hans kontor var lukket, og at han desværre havde glemt alle sine visitkort (vi stødte paa ham, fordi vores chauffør ikke kunne finde vej i Halong City, og pludselig kom denne "turistagent" fræsende paa sin scooter som skudt ud af en kanon og insisterede på at vise os vej - uden nogen som helst bagtanker, naturligvis...) 

Vi kunne også have lugtet lunten, da tourguiden pludseligt lagde et ekstra gebyr oven i prisen, fordi vi skulle betale entre til havnen. Alle gæster på turen var forargede over dette. Og det hjalp heller ikke, at guiden skiftevis forklarede gebyret som entre og forsikring.

Eller også skulle vi allerede have bakket ud aftenen før udflugten, hvor vi viste kvitteringen frem til ejeren af en restaurant i Halong City, som derefter udbrød: "Bad boat - mafia, mafia, mafia!".

Men efter restaurantejerens udbrud blev vi dagen efter lykkelige for, at båden rent faktisk fandtes, at vi helt så bort fra alle alarmsignalerne. Frygten for at miste først vores depositum og senere hele betalingen for udflugten nærmest stavnsbandt os til sejlturen.

Og det var måden vi blev fuppet paa: Vi havde investeret saa mange penge i udflugten, at vi ikke nænnede at droppe den. Senere fandt vi ud af, at vi havde betalt næsten det dobbelte af, hvad vi havde behøvet for turen.

Per person.

Verden på hovedet

Man bliver helt rundtosset af at slentre rundt i Beijings gader. Ikke fordi vores hoveder vender nedad her på den anden side af jordkloden, men mere på grund af kinøjsernes normer.

Den Himmelske Fredsplads den aften vi ankom.

BEIJING: Set igennem mine danske briller præger især menneskelige kropsvæsker gadebilledet i den kinesiske hovedstad.

Kinøjserne harker højlydt på livet løs, når de går på gaden. Spyt, snot og andet slam hentes så langt tilbage i halsen, at vi næsten kan høre deres drøbler klaske hårdt imod indersiden af kraniet. Haark! Man kan ikke gå et minut på gaden uden at høre lyden af en grøntharker i sin vorden.

Og det gælder ikke kun mænd: Unge og ældre kvinder holder sig heller ikke tilbage med at snotte på fortorvene.

Dertil kommer, at babyer tisser og skider på gaden. Faktisk sker det så ofte, at de små kinøjsere har særlige bukser, hvor der er klippet en lodret åbning i skridtet, så foraldrene kan holde dem løftet i luften, imens afføringen klatter ned på brostenene.

En ganske smart måde at spare på bleudgifterne, men næppe noget der ville gå på Strøget i København.

"No rules, only stay alive"

Folk med højt blodtryk bør holde sig langt væk fra trafikken i Ulan Bataar. Trafikkulturen kan let fremkalde blodpropper. Til gengæld er der masser smuk natur ikke så langt fra byen.

ULAN BATAAR: En tur i trafikken i Mongoliets hovedstad føjer nye dimensioner til begrebet anarki.

Bilerne dytter af fodgængere, der går over for grønt. Vejene er fyldt med 20 centimeter dybe huller, så køretøjerne zig-zagger igennem trafikken for at undgå at smadre understellet på deres biler. Og vigepligten opererer efter princippet om, at den der nægter at sænke farten naturligvis får lov til at køre først.

Bilisterne holder sig heller ikke tilbage for at bruge hornet: Hver gang en bil bliver overhalet, dytter man lige kort for at markere, at man er der. Hellere en gang for meget end en gang for lidt. Et langt DYYYYYYYYT er derimod udtryk for, at chaufføren er rasende.

Og nej: Det er ikke fordi, vi er sippede danskere og forventer at alting er meget bedre hjemme Danmark, at trafikken her forekommer os uorganiseret og kaotisk. Vores lokale guide indrømmer blankt, at det hersker anarki i Ulan Bataars trafik:

- No rules, only stay alive, som hun formulerer det.

Turistattraktioner fra Danmark

Rollerne er byttet rundt i Irkutsk, hvor vi pludselig selv er blevet turistattraktioner for de lokale. Især unge mænd valfarter til for at få taget billeder sammen med os.

Her er vi foran en kirke i Irkutsk. Billedet er taget den dag, vi ankom. 

 

IRKUTSK/LISTVIANKA: Af en eller anden årsag har vores udseende gjort det til en lokal begivenhed at få taget billeder sammen med os.

Måske lægger skandinaviske blond(iner) som os alt for sjældent deres vej forbi Irkutsk - Sibiriens svar på Paris. Måske kører der en intern konkurrence blandt de lokale om at blive fotograferet sammen med turister.

Eller måske drager Rikkes udseende unge, russiske mandfolk til os, ligesom Misse Møge gør det i tv-serien Matador.

I hvert fald har unge, lokale mænd tre gange spurgt om lov til at få taget et billede sammen med os.

Saftige kys i elevatoren

Familiære kindkys, politisk korrekte turistguider og uhøfligt servicepersonale. Intet er, hvad det ser ud til at være, i den russiske hovedstad. 

Jannik foran vores hotel. Det er bygningen i midten. 

MOSKVA: På et øjeblik skiftede stemningen fra hyggelig til vammel. Jovist, jeg havde da bemærket, at der var mindst to årtier imellem de to maend. Og jovist, jeg havde da bemærket, at en sød duft af alkohol hang i luften i elevatoren.

Men jeg troede, at de to mænd var far og søn. Og at den yngste mands kys på den anden mands kind blot havde en familiær karakter. 

Så meget desto mere overrasket blev jeg, da den unge mand pludselig stak tungen i øret paa den ældre, lidt buttede herre med briller, der som reaktion på det saftige kys langt ind i øregangen begyndte at grine nervøst og undskyldende i retning af mig.    

Først da opdagede jeg, at Rikke stirrede stift ud i luften og anstrengte sig for ikke at kigge direkte på de to mænd. 

Lort for åben mikrofon

I danske ører lyder grønlandsk hakkende og svært. Og det er da også en udfordring for den danske tunge at vænne sig til de mange q'r i det grønlandske sprog. Jeg taler af erfaring.

NUUK: Min kollega flåede høretelefonerne af sig og spyttet stod nærmest ud ad munden på ham. Vi var midt i afviklingen af Radioavisen, og jeg havde just læst oplægget til et indslag op, da han udbrød:

- Du har lige sagt lort i radioen! Hun hedder 'Arnaq' med r - og ikke ’Anaq'. Anaq betyder lort!

Bemærkningen faldt imens mikrofonerne var slået fra, og indslaget blev sendt ud i æteren. Så lytterne blev heldigvis sparet for at høre vores ordveksling efter min pinligt forkerte udtale af en kildes fornavn for åben mikrofon.

Bommert!

Ikke nok med det: Indslaget drejede sig om, at de grønlandske mediers brug af det grønlandske sprog er for ringe. Og den stakkels kilde, som jeg just havde navngivet lort på grønlandsk i radioudsendelsen, er phd-studerende i mediesprog. Altså havde min forkerte udtale i sig selv været en ufrivillig understregning af ekspertens kritik af sprogbrugen i de grønlandske medier.

Dobbelt bommert!

Et fotoalbum: Svigermekanik, ICC og Tusataku

Sammen med mine svigerforældre besteg Rikke og jeg fjeldene omkring Nuuk. Se også billeder fra personalefest og ICC kongres.

Udsigten fra de to fjelde omkring Nuuk er smuk. Den ene dag klatrede vi (imodsætning til at vandre) op til toppen af fjeldet Store Marlene. Cirka 100 meter fra toppen vendte Rikke og jeg om, fordi hun blev ræd for at klatre i højderne. Men mine svigerforældre Hanne og Helge nåede helt derop. De har været på besøg den seneste uges tid.