Et fotoalbum: På tur, på tur

Her har jeg samlet billeder fra ture med henholdsvis Zacharias, Jesper, Helene samt med Mads og Anja. Hver serie indledes med en lille tekst, så du kender baggrunden for billederne.  

Fredag landede Zacharias, Jesper og Helene i Nuuk lufthavn. Det var naturligvis skønt at se dem igen. Søndag gik vi en tur op til Cirkussøen, der ligger bag bydelen Qinngorput og mellem de to store fjelde ved siden af Nuuk, Store Marlene og Lille Marlene. Billederne er fra denne tur.

Bekymrede oliedrømme

Mange håber, at den grønlandske undergrund er nøglen til økonomisk velstand. Men lige så mange frygter, at det ender i en kvælende oliepøl ligesom i Den Mexicanske Golf.

NUUK: Når jeg står op om morgenen og drejer på persiennerne i min vakantbolig i Nuussuaq, kan jeg ikke lade være med at spekulere over, hvad jeg ville se, hvis vinduet var en katalysator 50 år ud i fremtiden.

Ville store limousiner glide forbi på vejen? De små farverige etagehuse overfor være erstattet af store palæer med hver deres arktiske oliesheik? Og boreplatforme tårne sig op i bølgerne et par hundrede meter væk fra min vakantbolig?

Eller ville vandet i fjorden være en tyk sort plamage? Vejens asfalt være hullet som en ost, og etagehusene dårligt vedligeholdt, fordi alle pengene i den grønlandske Landskasse er gået til at rydde op efter et olieudslip?

Begge fremtidsscenarier er aktuelle efter to begivenheder den seneste tid: Landsstyrets godkendelse af to olieprøveboringer i havet nordvest for Diskobugten denne sommer, og BP's olieudslip i den stakkels Mexicanske Golf.

Glæden over at repræsentere sig selv

En bølge af national eufori skyllede ind over Grønland, da Julie Berthelsen vandt AllStars på TV2. Begejstringen drejede sig dog om meget mere end blot at vinde en sangkonkurrence i et tv-program.

Jeg tvivler på, at hr. og fru Danmark vitterligt har forstået, hvor stort det er for grønlændere, at Julie Berthelsen og hendes kor vandt sangkonkurrencen AllStars på TV2.

X-factor, Talentshowet og Vild med Dans. Der er efterhånden så mange af den slags programmer i den danske tossekasse. Så set med danske øjne kan det virke en anelse bizart, at grønlændere går amok i glæde over, at JulieAllstars vandt konkurrencen.

Hundredvis af børn og voksne mødte op med skilte og flag, da koret ankom til lufthavnen i Nuuk. Og overskrifterne eksploderede i et festfyrværkeri i den grønlandske presse: ”Heltemodtagelse som i et eventyr”, ”Allstars er guld værd for Grønland” og ”Grønlands 1992”.

Så hvorfor er det så stort for Grønland?

Ingen bliver naturligvis ked af at vinde, og Niarn var utvivlsomt også blevet modtaget som hele Aalborgs bysbarn, hvis han havde vundet. Jeg har selv været journalist i den nordjyske hovedstad og er sikker på, at den lokale presse ikke ville have sparket mindre til historien der.

For JulieAllstars vedkommende skyldes begejstringen naturligvis også, at Grønland fik Selvstyre sidste år. Sangkonkurrencen var dermed Grønlands første mulighed for at repræsentere sig selv i stedet for at blive repræsenteret af andre.

Til kaffemik med iturevne bukser

Sørg altid for at have ordentligt tøj på, hvis du bliver inviteret til kaffemik i Nuuk. For du ved aldrig, hvem du støder på.

Lidt forbløffet, ydmyget og ekstremt pinligt berørt. Det er søndag eftermiddag, og jeg er til kaffemik i en af Spøgelsesbyens etagelejligheder. Sidder i en sofa med en lun kop kaffe i hånden og sukkersød lagkage står lokkende på en tallerken foran mig. Men jeg er frosset. Taget på fersk gerning. Nogen har stoppet filmen.

Jeg kan hverken bevæge mig eller sige en lyd. Kan kun mærke en let brise på mit venstre inderlår.

På den anden side af det firkantede sofabord sidder Grønlands vicestatsminister, Demokraternes Jens B. Frederiksen. Han er tidligere politibetjent og er flyttet til Nuuk fra Maniitsoq. Det har han just fortalt mig, efter jeg har stillet så mange spørgsmål, at mit link til selskabet – min svigerindes mor Elisa – er blevet helt forlegen på Jens B. Frederiksens vegne.

Det er dog ikke dét, som nager mig. Det er mere brisen på mit venstre inderlår.

Et fotoalbum: På toppen af Lille Malene

Mads, Anja og jeg tog på en vandretur op til toppen af fjeldet Lille Malene. Herunder kan du se et par billeder af, hvor skøn udsigten er deroppe. Til din orientering findes der også en Store Malene. Men der ligger stadigvæk for meget is og sne deroppe til, at jeg tør tage turen derop.

Sådan ser der ud på toppen. Bemærk mit kække knæk med knæet.

Politik på grønlandsk

Nepotisme, magtmisbrug og overforbrug af repræsentationskonti. I Danmark er grønlandsk politik nok mest kendt for skandalerne. Om det er berettiget eller ej, skal jeg dog ikke gøre mig til dommer over.

- Forvirringen har ramt Siumut hårdere, end vulkanskyen har ramt Grønland. Sådan lød det fra landsstyremedlem for finanser, Demokraternes Palle Christiansen under en debat i Landstinget (Grønlands parlament, red.) for en uges tid siden.

I øjeblikket dækker jeg forårssamlingen i Landstinget. Hver mødedag sidder jeg på de bagerste rækker i salen med høretelefoner for ørerne. Størstedelen af debatterne foregår på grønlandsk, så af hensyn til de ikke-grønlandsksprogede i salen oversætter simultantolke diskussionerne til dansk via høretelefoner.

Når stridighederne er allermest voldsomme, er det sjovt at høre, hvordan tolkene også oversætter ordførernes patos med stærke stød i udtalen. Det skal opleves.

Mig på talerstolen i Inatsisartut, Landstinget i Grønland. Billedet er fra kulturnatten i Nuuk.

Sådan var det også den dag, hvor Palle Christiansen og Siumut røg i totterne på hinanden. Bemærkningen ovenfor udtrykker det stærke modsætningsforhold imellem Landsstyret (Grønlands regering, red.) og Siumut, som i øjeblikket præger grønlandsk politik. Dette vender jeg tilbage til senere.

På sejltur blandt tippende isbjerge

Enorme bjerge af is flyder rundt i Ilulissat isfjord. Smukke ser de ud, men når kæmpe klumper is brækker af og tipper rundt, er det ikke ufarligt for os i bådene ved siden af. Men det er risikoen værd.

ILULISSAT: At sejle en tur i Ilulissat isfjord er som at befinde sig midt i et postkort. Uanset hvilken retning man kigger, er udsigten fascinerende, spetakulær og betagende. Intet mindre.

Overalt flyder is rundt i havoverfladen i alle størrelser – lige fra små lyseblå klumper på størrelse med en knytnæve til gigantiske bjerge på størrelse med højhuse. I den ene ende af horisonten kan Disko Øens fjelde skimtes, og i den anden ende ses bunker af ophobne flager af is ved udmundingen til fjorden.

Vis Ilulissat isfjord på et større kort

Ilulissat isfjord er uden tvivl det smukkeste sted, jeg nogensinde har været på denne klode. Punktum.

Bag pruttende slædehunde

Hundeprutter, stejle bakker og streng disciplin. En slædetur i Ilulissat giver sanserne en på opleveren. Blandt andet trafikuheld, som kun forekommer på disse kanter af verden.   

ILULISSAT: Op-ned-op-ned-op-ned. Selv om det er meget romantisk at sidde med Rikke i favnen på en hundeslæde lidt uden for Ilulissat, er det ikke de smukke, snehvide omgivelser eller kvinden i mine arme, som stjæler min opmærksomhed. Det er i stedet for 16 små runde numsehuller, som danser op og ned foran slæden et par meter foran os.

Ikke kun udsigten lige lukt ind i hundenes bagpartier gør dem svære at ignorere. Jævnligt slipper de hårdtarbejdende firbenede også en vind – og gassen kan i sagens natur kun bevæge sig i en retning: Bagud, hvor vi sidder bag slædeføreren, der trods sin store fysik ikke kan skærme vores næsebor mod hundenes prutteri.

Om det skyldes dårlig føde eller anstrengelserne med at slæbe os tunge turister afsted over snesletterne ved jeg ikke. Dårlig føde er i hvert fald tilfældet for mindst en af slædehundene.

Gentagne gange kæmper det stakkels kræ med at indtage hundes vante skidestilling (hvor de ligesom skyder underlivet frem og kryber sammen med overkroppen) og samtidig holde trit med slæden. Ynkeligt ser det ud, men hunden har tydeligvis prøvet det før og har flere gange held med at sende en tynd stråle af grå afføring ud i den kolde luft uden at sakke for meget bagud i forhold til resten af flokken.

Dygtig vovse.

På druk i Godthåb Bryghus – II

Baren Daddys er et socialt akvarium spækket med skæbnefortællinger. Nogen har fundet lykken for livet. Andre er på gennemrejse. Og atter andre har søgt tilflugt i den grønlandske hovedstad. Læs 2. og sidste del om mine oplevelser i Godthåb Bryghus.

Den tidligere topchef

Manden har fysik som en gorilla. Og et rigtigt direktør-ansigt, hvor hjernebarken er tyk som hos en elefant. Huden i panden er også fuld af rynker, som kun ansvaret for hundredvis af medarbejdere og en stor økonomi kan fremkalde.

Selv på kilometers afstand ligner han en topchef. Og det gør han også knap en meter fra mig på den anden side af bordet en fredag aften i Daddys. Med en stor fadøl godthåbsk bryg i sin ene luffe og en sivende Prince Light i den anden.

Hvad laver han så i Nuuk? Jo, han arbejder såmænd i den lokale computervirksomhed Comby. Ikke som boss, men som ganske almindelig IT-medarbejder.

Vejen til den grønlandske hovedstad gik via hans hustru. Hun er sygeplejerske og fik for et par år siden job her i byen. På daværende tidspunkt var han administrerende direktør for et rederi i Fredericia. Med enormt ansvar, kæmpe løn og aldrig fri.

”Jeg har altid flyttet efter dig, så nu er det din tur”, havde hustruen sagt. I første omgang tog han kun med herop som et 14-dages ferieophold. Men i løbet af de to uger blev han så glad for Nuuk, at han kontaktede bestyrelsesformanden for rederiet. ”Du er nødt til at finde en ny administrerende direktør – jeg siger op”, havde han skrevet i en sms.

Han anede han ikke, hvad han nu skulle arbejde med. Så en dag tog han chancen og troppede op på dørtrinnet hos Comby, hvor chefen faldt pladask for hans historie og personlighed. Der stod en tidligere topchef for et rederi i Danmark og spurgte, om virksomheden kunne bruge ham til et eller andet.

En medarbejder, som er vant til at løfte et enormt ansvar, villig til at arbejde sig op fra bunden og endda til en urimelig lille løn.

”Nu ejer vi et hus her i Nuuk, og jeg skal ikke længere arbejde mig ihjel. Selvfølgelig er der lidt langt til børnebørnene, men til gengæld har vi hele tiden, når vi endelig er sammen”, fortæller gorillaen og blinker kækt til mig.

På druk i Godthåb Bryghus - I

Kigger man rundt på gæsterne i baren Daddys i Godthåb Bryghus, ser man ved selvsyn, hvor sammensat befolkningen er i Nuuk. Blogindlægget er 1. afsnit ud af 2.

Mine næsebor opfanger det med det samme. Og jeg kan også mærke det i øjnene. I det øjeblik jeg træder ind ad døren til Daddys, står det klart, at jeg er 4.000 kilometer væk fra rygeforbuddet i Danmark.

Røgen hænger i tykke slør i luften. Pulset ud af stærk tobak købt til ualmindeligt dyre priser. Her er gennemsnitslønnen væsentligt lavere end i Danmark, og 20 smøger koster mindst 68 kroner. Alligevel lykkedes det klientellet at skrabe penge nok sammen til cigaretter. Så hellere sulte.

Lokalet er aflangt og selve baren står langs en af de lange sider med front mod indgangen. Musikken er folkelig med stort F. Ofte Gasolin. ”Langebro”, ”Køb bananer” og ”Kvinde min”. En aften hørte jeg ”Rabalderstræde” brage ud af højtalerne fire gange i løbet af et par timer. ”For der er sprut i stride strømme, og damerne går aldrig hjeeeeeeem”, lød det.